Sundhed

Peter Pedersen og Pia Carlsen til træning på Kompetencecenter Krogsbølle i Nakskov. Foto: Eva Højrup

Fra sofa til sved på panden: Pia og Peter har ændret deres hverdag

Pia Carlsen og Peter Pedersen har fået nye vaner, mere energi og nye rutiner via sundhedsforløbet Et Liv i Balance. 

Offentliggjort

 - Før var jeg tung i røven. Det er jeg ikke på samme måde mere.

Ordene kommer fra Pia Carlsen. Hun er hoppet i træningstøjet og er sammen med de øvrige medlemmer på holdet ”Et Liv i Balance” i gang med at motionere.

- Det får pulsen op, og samtidig er det sjovt. Vi griner meget, siger Peter Pedersen, der også er i fuld sving.

Musikken bliver sat på, og holdet begynder at gå frem og tilbage i hallen. En arm drejer rundt, så går de baglæns, så skal de ned og røre gulvet i rask tempo.

- Det er ikke hårdt endnu, men det bliver det. Man bliver afhængig af det, det er fantastisk at svede. Jeg har aldrig svedt så meget, som jeg gør her, smiler Pia Carlsen.

En del af forløbet handler også om at spise sundere. Her er Pia Carlsen og Peter Petersen i køkkenet for at lave grønne burgere. Foto: Lolland Kommune

I gang i udestuen

Siden vi sidst mødte Peter Pedersen og Pia Carlsen, der deltager i sundhedsforløbet Et Liv i Balance, er de med egne ord ”kommet op af sofaen”. De træner ikke bare sammen på holdet, men også privat.

- Der er indkøbt kettlebells, vægte, hulahopringe, sjippetov og stepbænke og alt muligt. Så vi er i gang hjemme i udestuen, fortæller Pia Carlsen. Derudover går hun til Aquafitness mandag og onsdag i Rødby, og så er der cirkeltræning i Maribo om tirsdagen. 

Peter Pedersen er begyndt at gå flere gange om ugen. Fotoet her er fra en vandretur på Kullen i Sverige. Privat foto

Peter Pedersen er også i gang. Han er begyndt at gå rigtig meget, cirka 30 kilometer om ugen, og har meldt sig til svømming i Rødby Svømmehal. Sammen overvejer de at gå til floorball.

- Hver gang jeg skal afsted, har jeg det sådan, at jeg egentlig er lidt træt efter en lang dag, men jeg har det bare så godt bagefter, fortæller Peter Pedersen.

Kunne ikke komme ned

Træningen er så småt begyndt at give resultater.

- De første gange, vi var til træning, kunne vi jo næsten ikke komme ned, siger Pia Carlsen, og Peter Pedersen supplerer:

Gode råd fra Pia og Peter: Sådan tackler de fristelserne

Efter at have fulgt et intenst forløb med undervisning, motion og madlavning har Pia Carlsen og Peter Pedersen disse gode råd til andre, der gerne vil i gang med at røre sig, spise sundere og tabe sig: 

  • Planlæg dagens måltider – også madpakken. Så er det nemmere at holde fast i de gode vaner.

  • Det er en dårlig idé at tage ud og handle klokken 17, når sulten melder sig. Så er risikoen større for, at det ender med en færdigret.

  • Lav et fad med friske, udskårne grøntsager som tilbehør. Resten kan komme med i madpakken næste dag.

  • Tag for eksempel udskårne grøntsager eller grovboller med, så der er noget ved hånden, når sulten melder sig.
    Kig på maden, smag på den, og giv dig tid til at nyde det, du spiser.

- Jeg var ikke med nede og ligge på gulvet, for så kunne jeg ikke komme op igen. Men nu går jeg med ned, fortæller han.

Det seneste halve år har de to gange om ugen skulle mødes til motion, undervisning og madlavning på Kompetencecenter Krogsbølle i Nakskov, kun afbrudt af en sommerferie.

Sommerferien har stået på at afprøve masser af nye, grønne retter, fortæller Pia Carlsen. Foto: Eva Højrup

Og sommerferien, der kan byde på fristelser, er de kommet godt igennem.

- Vi har haft en anderledes sommerferie. Vi har ikke skullet noget, men bare været i campingvognen, fortæller Pia Carlsen.

- Og så har vi afprøvet en masse af de retter, som jeg har lært her på holdet, og vi har prøvet at få mange flere grøntsager og bælgfrugter, og vi har skåret ned på vin og hygge. Hvis de andre har fået en øl eller et glas vin, er jeg sprunget over, og jeg syntes ikke, at det var svært, fortæller Pia Carlsen.

Pia Carlsen hjemme i udestuen. Der er netop indkøbt en bedre stepbænk og en fitness trampolin til samlingen af udstyr, fortæller hun. Privat foto

På kurset har de også fået undervisning i at spise ”mindfuldt”.

- Det handler om at mærke efter. På mit arbejde er der kage hver torsdag, og der skal jeg tænke over, om det er nødvendigt for mig at tage det stykke kage. Der har jeg jo mine snacks. Hvis jeg så alligevel tager et stykke, så tænker jeg: ”For helvede, Pia, hvad fik du ud af det?” fortæller hun.

Peter Petersen kan mærke, at alt er lidt nemmere, eksempelvis at binde sine sko, fortæller han. Foto: Eva Højrup

- Omvendt skal vi jo også nyde den kage og chokolade, som vi tillader os. Skal du have et stykke chokolade, så tag et stykke – og nyd det. Men så skal det være af den gode kvalitet, siger Peter Pedersen. Forløbet, der i alt varer to år, går nu over i den næste fase. Indtil nu har deltagerne mødtes to gange om ugen. Nu skal holdet kun mødes en gang om måneden, så de skal selv nu selv tage affære og holde de gode vaner.

- Det er lidt vemodigt, det er det. Vi skal til at prøve selv, nu må vi se, men jeg er fuld af gå på mod, siger Peter Pedersen.

Taber sig stille og roligt

Selv om Et Liv i Balance har sat gang i, at de begge motionerer og er meget bevidste om at spise mindre, kunne de godt tænke sig, at vægttabet gik lidt hurtigere.

- Jeg taber mig stille og roligt, men det rasler ikke af mig, som det gør på nogle af de andre, der har tabt 20-30 kilo, siger Pia Carlsen.

Hvad er Et Liv i Balance?

Et Liv i Balance er et sundhedsforløb for borgere med svær overvægt og ofte også kronisk sygdom i Lolland Kommune.

Forløbet varer to år med konsultationer hos en sygeplejerske, medicinsk behandling, gruppeforløb og hjælp til nye sundhedsvaner. De første hold startede i begyndelsen af året. Pia Carlsen og Peter Pedersen begyndte i marts.

En lang række parter er involveret: Sjællands Universitetshospital, Lolland Kommune, Den Sociale Kapitalfond, Novo Nordisk Danmark og Sundhedsinnovation Region Sjælland.

Pia Carlsen og Peter Pedersen har sagt ja til at Folketidende må besøge dem flere gange under forløbet for at høre, hvordan det går dem. Første gang vi mødte dem var i maj. 

- Jeg skriver alt, hvad jeg spiser, ned, og så sidder jeg og kigger og revurderer. Hvorfor har jeg så ikke tabt mig? Men jeg tror, det gælder om at slippe kontrollen. At tænke at det nok skal komme, siger hun, og Peter Pedersen uddyber: 

- Vægten er ikke det, som vi går mest op i her på holdet. Men sidst, jeg var til kontrol, havde jeg smidt ni kilo på 12 uger. Det er superfint, men jeg ville jo godt have haft lidt mere, for forrige gang var der røget 18 kilo, siger Peter Pedersen, der dog tydeligt kan mærke en forskel: 

- Jeg kan mærke, at alting er blevet nemmere. Det er nemmere at binde mine sko. Det går, som det går med vægttabet, men jeg mangler en recept på tålmodighed, siger han.