Krimi

Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnellen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Mere end 660 taget i fartkontroller

Politiets fotovogne blitzede løs flere steder på de lokale veje i weekenden. Særligt to steder var det helt galt.

Offentliggjort

I midten af marts kunne Folketidende fortælle, at politiets færdselsafdeling havde besluttet at gøre strækningen på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnellen til en såkaldt fokusstrækning.

Det skete efter en weekend, hvor 360 bilister blev taget i at køre for stærkt på den pågældende strækning, hvor den højest tilladte hastighed er 90 kilometer i timen.

Men det er åbenlyst stadig ikke alle, der er klar over, at fotovognen nu holder der ofte.

For i den netop overståede weekend var tallet endnu højere. Ikke færre end 430 bilister blev taget i at køre for stærkt - 214 lørdag og 216 søndag.

Lørdag holdt fotovognen på stedet fra klokken 16.54 til 23.14. Ud af de 214, der blev taget i at køre for stærkt, havde 28 så meget fart på, at det koster et klip i kørekortet, mens tre andre kan se frem til en betinget frakendelse. Den hurtigste blev målt til 153 kilometer i timen.

Søndag holdt fotovognen på stedet fra klokken 13.45 til 19.45, og ud af de 216, der blev taget denne dag, står 47 til et klip, mens den hurtigste også her kan se frem til en betinget frakendelse efter at være blevet målt til 150 kilometer i timen.

Farøbroerne blev ikke glemt

Men fotovognen har, som nogle nok vil vide, også et andet yndet udflugtsmål på Sydmotorvejen - nemlig ved Farøbroerne, hvor fartgrænsen også er 90 kilometer i timen.

Her var man også på besøg både lørdag og søndag, hvor næsten 200 blev blitzet.

Værst var det lørdag, hvor 142 blev taget i at køre for stærkt mellem klokken 07.17 og 13.47. 14 af de 142 står til et klip, og højest målte hastighed var 140 kilometer i timen. 

Søndag var fotovognen på plads fra klokken 08.37 til 14.37, og her blev 57 taget i at køre for stærkt. Her kan fem se frem til et klip, og højest målte hastighed var marginalt lavere end lørdag - 139 kilometer i timen.

Men allerede fredag aften var fotovognen også en tur på motorvejen - denne gang ved Eskilstrup, men også på en strækning med 90 som højest tilladte hastighed. Det var der 14, der ikke overholdt, og den hurtigste kan se frem til et klip efter at være målt til at køre 126 kilometer i timen.

Udenfor motorvejen

Fotovognen kunne dog også finde andre veje end motorvejen.

Fredag fra klokken 08.09 til 14.20 blev 17 taget i at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen på Enighedsvej i Nykøbing. Her var der klip til de to hurtigste, og højest målte hastighed var 72 kilometer i timen.

Endelig blev en enkelt bilist taget i at køre for stærkt på Sakskøbingvej ved Sakskøbing fredag mellem klokken 16.35 og 18.35. Den pågældende blev målt til at køre 99 kilometer i timen på strækningen, hvor 80 er højest tilladte hastighed, fremgår det af politiets døgnrapport.