Guldborgsund

Den hemmelige hækler fortsætter med at sætte nye værker op rundt omkring i Nysted. I den seneste uges tid er det som her ved Nysted Vin i Slotsgade, og dertil er der dukket hyggelige hæklerier op foran Skomagergården og Restaurant Ö, så der nu er 16 kunstværker at beundre. Privatfoto
Den hemmelige hækler fortsætter med at sætte nye værker op rundt omkring i Nysted. I den seneste uges tid er det som her ved Nysted Vin i Slotsgade, og dertil er der dukket hyggelige hæklerier op foran Skomagergården og Restaurant Ö, så der nu er 16 kunstværker at beundre. Privatfoto

Den hemmelige hækler slår til igen og trækker turister til byen

De seneste ugers medieomtale af Nysteds hæklerier i gader og stræder når vidt omkring og trækker turister til fra både Nordsjælland og Tyskland. Imens fortsætter den hemmelige hækler med nye kunstværker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resumé

Fællesskabsambassadør i Nysted Dorthe Tetsche blev udvalgt til at være med som lokal guide under de to Go' Morgen Danmark-indslag fra Adelgade for nylig.

Hun kender nemlig den anonyme hækler, men vil ikke af afsløre, hvem det er. 

Man kan støtte den anonyme hækler ved at give en donation til den indsamling, som går til ny julebelysning i Nysted.

Anonym gadekunst er sommerens helt hotte emne i Nysted. Det er - som tidligere omtalt i Folketidende - byens hemmelige hækler, der tiltrækker sig stor opmærksomhed fra nær og fjern. Og nu har hækleren - eller måske rettere hæklerne? - slået til igen.

Får mange spørgsmål

- Der er i hvert fald kommet en ny ved Nysted Vin og en mere ved Skomagergården, så vidt jeg er orienteret, fortæller Dorthe Tetsche, som stadig får mange spørgsmål om den anonyme hæklers identitet.

Således også fra Folketidende. Naturligvis. Men lige så naturligt fortsætter Dorthe Tetsche med at være loyal over for den hækler, som hun har lovet at holde anonym.

Kontakten mellem de to er der dog stadig. Og da Dorthe Tetsche fortæller noget om "de", da hun svarer på spørgsmål til hæklerens nyeste påfund, er det vel også ganske naturligt at spørge ind til netop det med "de".

Det kan jo ikke afvises, at der muligvis er tale om flere hæklere. Alt er muligt.

Dorthe Tetsche

- Ja, det kan jo ikke afvises, at der muligvis er tale om flere hæklere. Alt er muligt, understreger Dorthe Tetsche.

Hun må i øvrigt stadig ret ofte også understrege, at det altså ikke er hende, der er den hemmelige hækler eller er en del af en hemmelig hæklergruppe.

Øger turismen

Til gengæld kan hun bekræfte, at de mange hæklerier har skabt øget turisme i Nysted. Det skal i øvrigt lige med, at der på det allerseneste er stødt endnu en hæklet figur til foran Restaurant Ö på havnen.

- Jeg kender eksempelvis til et par fra Nordsjælland, som tog til Nysted alene for at se på hæklekunst. Der er også et par fra Tyskland, som er taget hertil, fordi de har nogle venner, som er blandt dem, der har fået en hæklet figur sat op uden for deres butik. Så måtte de også bare herop for at se figurerne, fortæller Dorthe Tetsche.

Oversigtkort er skabt

Hækleturismen begynder altså at melde sig på banen. Senest er der også skabt et hjælpende oversigtskort over de mange hæklerier. Det er en lille, lokal gruppe i byen, som har sammensat en hæklerute.

De fantasifulde hæklekreationer rundt omkring i gadebilledet har givet omtale i flere medier og kastede for nylig også et par live-indslag af sig i TV2 Go' Morgen Danmarks sendeflade. På det tidspunkt var der i alt 13 forskellige kunstværker, som altså nu er blevet til 16. 

- Det er da bare sjovt. Jeg har spurgt hækleren, om der var noget, hun gerne ville have ud i medierne, men det er der ikke, fortæller Dorthe Tetsche.

Hun kan også fortælle, at hækleren eller hæklerne heller ikke er ved at løbe tør for garn. Men man må gerne donere noget, hvis man har mulighed for det, hos enten Nysted Bageri eller Nysted Slagteren.

Her er hækleruten. Privatfoto
Fra venstre er det fællesskabsambassadør i Nysted Dorthe Tetsche, bager Andreas Jürs samt digital koordinator hos Folketidede.dk og for nylig kamerafører for TV2's Go' Morgen Danmark Ellen Sofie Preissler. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen