Flemming Krøll: - Han kom fra ingenting og overtog bare scenen

Flemming Krøll har igennem flere år været direktør for Nykøbing Falster Revyen og er medstifter af Revyforeningen, hvor han mødte Ulf Pilgaard i 90'erne. Siden har de mødtes hvert år. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

Den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard, som døde mandag, har tilbragt flere somre i et sommerhus på Sydhavsøerne for at komme væk fra København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flemming Krøll sørgede altid for at få sig en snak og en øl med Ulf Pilgaard, når de mødtes til Revyernes Revy. Eller når han hvert år var forbi for at se Cirkus Revyen.

Det er få måneder siden, at de sidst mødtes, og nu er den folkekære skuespiller væk. Tirsdag meddelte sønnen Christian Pilgaard, at hans far mandag var død efter kort tids sygdom.

- Han havde noget med lungerne. Men det kom alligevel lige lidt pludseligt, siger Flemming Krøll, der er forhenværende direktør for Nykøbing Falster Revyen.

Han mødte Ulf Pilgaard første gang i 1990'erne, da han sammen med Torben Træsko lavede foreningen Revydanmark. Her var Pilgaard travlt beskæftiget med Cirkus Revyen, som han nåede at få 40-års jubilæum med.

Han boede på førstesalen og nød bare at kigge ud på vandet. Han var der for at slappe af og komme væk fra København, for her kunne han være i fred.

Flemming Krøll, forhenværende direktør for Nykøbing Falster Revyen

- Han var én af de sidste store kæmper fra den gyldne æra. Han kom jo fra ingenting og overtog bare scenen, og han kunne sætte en masse ting i gang deroppe. Han var også en af de ganske få skuespillere, der kunne tillade sig at kalde sig komiker. Det gør flere mennesker i dag, så længe de bare laver et show på en scene. Men i mine øjne er det ikke en titel, man tager. Det er en titel, man får.

Somrene i Sildestrup

Han var dog mere end en komiker, og det blev også bekræftet ved et af de - i Flemming Krølls optik - mest mindeværdige øjeblikke. Nemlig da Dronning Margrethe gik på scenen under hans sidste sæson med Cirkusrevyen og tildelte ham en medalje - imens han stod udklædt som netop Dronningen.

- Det var virkelig en god idé af hende.

Igennem flere år har han tilbragt en del af sommeren i et sommerhus lige ud til Sildestrup Strand. Blandt andet efter sin kones død i 2016 og efterfølgende.

- Han boede på førstesalen og nød bare at kigge ud på vandet. Han var der for at slappe af og komme væk fra København, for her kunne han være i fred.

Og selvom Ulf Pilgaards død kommer som en overraskelse, så har han trods alt fået flere år på scenen end flere af hans kolleger, som døde ganske unge.

- Han har virkelig gjort det godt.