Frank fra Kastaniegaarden til topmøde

Fredag blev der blændet op for det første nationale topmøde for frugt og grønt på Madens Folkemøde. Fra venstre er det her Lars Hvidtfeldt, formand for Danish Quinoa Group og mangeårig frugtavler, flankeret af tv-bonderøven Frank Erichsen. Foto: Kim Møller Pedersen

Frank Erichsen alias tv-bonderøven fra Kastaniegaarden var at finde på scenen til det første nationale topmøde for frugt og grønt.

Offentliggjort Sidst opdateret

ENGESTOFTE: Det var vist det første. Ingen af de tilstedeværende i Laden, som er en af årets ni scener på Madens Folkemøde, kunne i hvert fald huske, at der nogensinde før var blevet afviklet et nationalt topmøde for frugt og grønt. Sådan forholder det sig ikke længere.

Og med til at byde branchefolk fra nær og fjern velkommen til scenen for det første nationale topmøde af sin slags var Frank Erichsen fra Kastaniegaarden. TV-bonderøven sidder også med i bestyrelsen bag Madens Folkemøde, og fredag kunne han blandt andre byde velkommen til Lars Hvidtfeldt på scenen i forbindelse med topmødet på Engestofte.

En sund forretning

Her gik snakken og debatten hurtigt i retning af udfordringer med overhovedet at producere frugt og grønt i Danmark og ikke mindst at skabe en sund forretning ud af anstrengelserne.

- Navnlig når man har med frugt at gøre, som er ekstremt arbejdsintensivt, er der rigtig mange arme og ben, der skal til for at klippe de her træer, for at høste dem, binde dem op og sortere efterfølgende og putte i kasser. Det er en ekstrem arbejdsintensiv produktion, der bliver ramt af, at vi er et meget dyrt land at producere fødevarer i, slog den mangeårige frugtavler Lars Hvidtfeldt fast.

Han har ligeledes masser af erfaringer fra at være formand for eksempelvis Danish Quinoa Group, der består af lokale landmænd, som sammen dyrker quinoa på Lolland-Falster og leverer til restauranter, caterings, grossister og private personer.

Anden betalingsvillighed

- Men det er ikke kun på grund af lønningerne. Det er en meget væsentligt del, men det er også på grund af mange andre omkostninger, som tårner sig op. Så et af mine bud her i dag er, at med mindre der er en helt anderledes betalingsvillighed for dansk frugt, så tror jeg ikke på, at meget arbejdsintensive produktioner har en gang på jorden i Danmark. Eksempelvis vores bukser bliver syet i andre steder i verden, og sådan er der mange processer, der flyttes ud af landet, lige så snart det er lønnen, man konkurrerer på, lød det fra Lars Hvidtfeldt.

Så kan vi lige så godt aflyse dagens topmøde.

Frank Erichsen, tv-vært

- Så kan vi lige så godt aflyse dagens topmøde, lød det med et smil på løben fra Frank Erichsen.

Og den var Lars Hvidtfeldt - ligeledes med et smil på læben - egentlig med på. Topmødet fortsætter dog længere ud på fredagen - blandt andet med besøg af en bred vifte af repræsentanter for Folketingets partier, herunder Ida Auken (S), Charlotte Bagge Hansen (M) og Christian Friis Bach (RV).

Fredag kigger fødevareminister Jacob Jensen (V) også forbi Madens Folkemøde og her tre debatter, som ministeren skal være en del af.