Friskole kæmper for livet

Det vil kræve et mirakel, hvis ikke Kettinge Friskole skal lukke med udgangen af dette skoleår. Så dystre er udsigterne efter skolens generalforsamling, og bestyrelsen indstiller derfor nu til en ny generalforsamling i maj, at skolen skal lukkes per 31. juli.

Det oplyser skoleleder Ulla Munksgaard, der også fortæller, at alle ni ansatte på skolen allerede er blevet sagt op.

Det er efter otte til tider turbulente år, at friskolen må give op. Økonomien er der ganske enkelt ikke, og med et faldende elevtal er udsigten til forbedring forsvindende lille.

Kettinge Friskole gik ud af 2008 med et underskud på 300.000 kroner, og et tilsvarende underskud er budgetteret for 2009.

De manglende 300.000 kroner i 2009-budgettet er dog ikke eneste problem. Skolens fysiske stand kræver reparationer for mange millioner kroner.

Skal skolen klare sig gennem bare den nuværende krise, så kræver det nye mennesker i bestyrelsen med konkrete planer til fremskaffelse af 300.000 kroner og mindst 13 nye elever til næste skoleår.




Otte års forsøg på at køre friskole i Kettinge ser ud til at slå fejl

Offentliggjort Sidst opdateret