Vejret var godt det meste af dagen og aftenen, og det var nok medvirkende til, at så mange mennesker valgte at kigge nærmere på kulturnattens mange tilbud. Foto: Guldborgsund Kommune
Kulturnatten fyldte Nykøbings gader
Kombinationen af late night i butikkerne og kulturnat rundt om i byen lokkede mange mennesker til på en smuk efterårsdag og -aften.
Det var nemlig blevet tid til den årlige kulturnat, som blev afviklet samtidig med late night i byens butikker, der holdt længe åbent.
Gadeteater i gågaden. Foto: Guldborgsund Kommune
Den kombination - tilsat glimrende efterårsvejr - gjorde, at mange mennesker valgte at lægge vejen forbi byens gågader.
Byen bugnede af tilbud
Og der var masser af tilbud - udover dem i forretningerne.
Annonce
På Torvet udstillede Wonder Studios ombyggede postapokalyptiske køretøjer under lysspots, og samme sted præsenterede Made of Stardust en interaktiv audiovisuel installation skabt af kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, der undersøger vores menneskelige forbindelse til det ydre rum.
På Museum Obscurum kunne gæsterne opleve en aften i mystikkens tegn i Cornelius’ dunkle hjem, hvor skyggerne dansede i stearinlysets skær. I Czarens Hus var der en udstilling om fabeldyr, og på Lilletorv sørgede Krokodille Zoo for, at de, der havde lyst, kunne prøve at holde en rigtig slange eller møde en øgle.
Guldborgsund Musikskole. Foto: Guldborgsund Kommune
Kig ind i en ellers lukket verden
Odd Fellow Logen havde også åbnet dørene i dagens anledning, så interesserede fik mulighed for at opleve en logeverden, der ellers normalt er skjult for offentligheden.
Retten åbnede også dørene, så folk, der ikke er vant til at færdes i en retssal eller i skifteretten kunne blive klogere på, hvordan hverdagen foregår der.
Der var også politikere i gågaden. Kommunalvalget nærmer sig. Foto: Guldborgsund Kommune
På biblioteket og Borgerservice var der en række forskellige arrangementer og tilbud dagen igennem, og det samme var tilfældet i Markedshallen, mens biografen både bød på rundvisninger og gratis film.
Men ingen kulturnat uden musik - og det var der masser af. I Klosterkirken deltog ikke færre end 13 kor sammen med Ensemble Storstrøm i et kor-maraton arrangeret af Sangkraft. Hos Guldborgsund Musikskole var der musikcafé, hvor flere af skolens orkestre gav prøver på deres kunnen.
Torvet. Foto: Guldborgsund Kommune
Derudover bød kulturnatten på flere andre arrangementer rundt om i bybilledet for både børn og voksne. Du kan se flere billeder fra dagen og aftenen herunder.
Lilletorv. Foto: Guldborgsund Kommune
Tilhørere ved Guldborgsund Musikskoles koncert. Foto: Guldborgsund Kommune
Klosterkirken. Foto: Guldborgsund Kommune
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu