KURATOR: BO-HUS' MEDARBEJDERE VIL VÆRE BEDST TIL AT FÆRDIGGØRE BYGGERIERNE
Bo-Hus var blandt andet ved at bygge for Vendersbo på Vestensborg Allé. Foto: David Arnholm
David Arnholm
Kuratellet har travlt med at skabe overblik.
NYKØBING: Siden fredagens konkurs i Bo-Hus har kuratellet med advokaterne Morten Jensen og Henrik Steen Jensen haft travlt med at redde trådene ud og ikke mindst afklare, hvad der skal ske med de igangværende byggeprojekter.
- Vi er stadig ved at skabe et overblik. Vi er i dialog med medarbejderne, fagforeningerne, bygherrerne, underleverandørerne og så videre. Alle har fat i os nu. Det er det sædvanlige arbejde, der ligger inden for de første dage. Nogen ringer for at afhente en campingvogn, andre skal på juleferie. Og så har vi dialog med alle bygherrerne om, hvad man gør for at begrænse tabet mest muligt. det er vi i gang med mandag og tirsdag, fortæller Morten Jensen mandag eftermiddag.
Han tilføjer, at han har oplevet en stor imødekommenhed hos bygherrerne, der blandt andet omfatter KFH Seniorbofællesskab (Mariboligerne), Guldborgsund Kommune (Sundskolen) og Boligselskabet Vendersbo (Vestesborg Allé og Engboulevarden).
- Man er kede af, at Bo-Hus er kommet i den her situation, for man har været glade for samarbejdet og havde gerne set, det var fortsat. Der er ingen, der synes, det er positivt med konkursen, bemærker Morten Jensen.
I løbet af en uge
I byen går snakken, om Bo Jørgensen mon etablerer et nyt firma, der kan videreføre projekterne. Og det kan da også være en mulighed.
- Skal nogen køre de her byggepladser videre relativt hurtigt, skal det være nogen, der kender byggeriet - de byggeledere og folk, der har gået der. Og kan det lade sig gøre, er det bedst for alle, for hvis ikke det lykkes, ligger det hele bare stille over vinteren, siger Morten Jensen og tilføjer, medarbejderne i Bo-Hus da også ”er sendt i kantinen” og bedt om at afvente.
- Hvad det hele ender med, kan jeg helt ærligt ikke sige endnu, for det er et større puslespil. Folk på gaden eller Facebook tror bare, man åbner et nyt selskab. Men har man entrepriser på over 100 millioner og en garantisum på 15 millioner, starter man ikke bare et nyt CVR-nummer og overtager, bemærker Morten Jensen, som bekræfter, at kuratellet også er i dialog med andre entreprenørselskaber, der måske vil være interesseret i at overtage og færdiggøre byggerierne.
Folk på gaden eller Facebook tror bare, man åbner et nyt selskab. Men har man entrepriser på over 100 millioner og en garantisum på 15 millioner, starter man ikke bare et nyt CVR-nummer og overtager.
Morten Jensen, kurator
- Kan vi få bygherrernes projekter videreført, er det bedst for bygherrerne og for konkursboets kreditorer. Men om det bliver i et nyt set-up eller med eksterne entreprenører ved vi ikke. Men i løbet af en uges tid bør der være en afklaring af, om det går den ene eller den anden vej, forventer han.
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik