NFC eller ej? Landstrænerens vigtigste råd til NFC-stortalent
Målscorer Ole Jakobsen (Nykøbing FC) jubler efter sejrsmålet til 2-3 under kampen i NordicBet Ligaen mellem FC Helsingør og Nykøbing FC den 29. maj 2022 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Claus Birch
Danmarks U/18-landstræner afskriver ikke Ole Jakobsens tilstedeværelse på landsholdet, selvom han rykker ned i 2. Division med Nykøbing FC.
Der har været mål i støvlerne hos det falsterske stortalent Ole Jakobsen. Han puttede to kasser ind i rusen, da han var af sted med det danske U/18-landshold, og i fredags var han på tavlen igen, da Nykøbing FC tævede Hillerød med 5-2.
Trods storsejren kan NFC ikke se sig fri fra at måtte en division ned efter en miserabel sæson. Efter sommerpausen hedder det 2. Division for det lokale fodboldhold, og derfor går snakken naturligvis på, hvilke spillere der ikke tager turen med ned.
Ole Jakobsen er det mest oplagte navn på spillerbørsen, for er en fremtid i 2. Division forenelig med ambitioner og en fortsat tilstedeværelse på U/18-landsholdet.
Sådan lød det fra angriberen selv, da Folketidende spurgte ham til det i fredags.
- Alt det her med 2. division, og hvad jeg skal til sommer, det tænker jeg ikke på nu. Jeg tænker kun på holdet, lød det.
Det må han selv vurdere
U/18-landsholdets træner, Morten Eskesen, der selv nåede en enkelt sæson i Superligaen for HB Køge, vil ikke på forhånd afskrive NFC-bomberen, bare fordi han skulle tage turen med ned i 2. Division efter sommerpausen.
- Jeg synes, det er noget, han selv skal vurdere sammen med sine rådgivere. Selvfølgelig er der fordele og ulemper, og der er forskel på at spille i 1. og 2. Division, men det vigtigste er, at han får spilletid.
- Mange af hans konkurrenter træner fast i Superligaen, men spiller ikke så mange kampe, så det handler i virkeligheden mest om, hvor han er på det givne tidspunkt, fastslår landstræneren.
Det danske U/18-landshold mødes næste gang i september, oktober og november, hvor holdet skal forsøge at kvalificere sig til U/18-EM, og der vil Morten Eskesen gerne fastslå, at NFC-knægten er i spil til truppen.
- Ole vil hele tiden være i spil til truppen. Han er en af dem, som jeg løbende holder øje med og har fokus på. Vi har fingeren på pulsen i forhold til ham og mange andre spillere også.
Vanvittigt godt venstreben
Hvor langt Ole Jakobsens talent rækker, tør Eskesen dog ikke spå om.
- Når man er på landsholdet i sin årgang, så er der naturligvis potentiale. Man siger, at 1-3 spillere pr. årgang ender på A-landsholdet, og han konkurrerer med mange gode talenter i årgangen.
- Det, han kan, er, at han har et vanvittigt godt venstreben, som han scorede med, da han var af sted med landsholdet. Jeg så godt, han scorede med højre, da han spillede for Nykøbing senest, men det er også kun en fordel, at han kan sparke med begge ben.
- Han er hurtigt på de første meter, og så har han et godt afsæt, når han står en mod en, så kan han sætte sin direkte modstander og komme til skud eller skabe et overtal, der hvor han er, lyder skudsmålet fra landstræneren.
Forhåbentlig kan det lokale NFC-talent fortsætte den opadgående formkurve, han har gang i nu, så vil tiden vise, om angriberen skal videre i sin karriere allerede til sommer.
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik