Sport

Med en række nye regionale fodboldcentre vil DBU give børn og unge mulighed for at møde fodbolden på nye måder. Illustration: DBU

DBU løfter sløret for stort fodboldcenter på Falster: Fodbold på helt nye måder

Leg, læring og utraditionelle fodboldbaner være med til at udvikle fremtidens fodboldspillere, der kan boltre sig på fem forskellige anderledes typer fodboldbaner.

Offentliggjort Sidst opdateret

I sommer blev der sat underskrifter på planerne om at bygge et regionalt fodboldcenter i Nykøbing, og nu kan Dansk Boldspil Union vise, hvordan "Hele Danmarks Klubhus" og fodboldcenteret skal se ud.

Hvis man forventer en klassisk, grøn plæne og hvide kridtstreger, kan man godt sparke den idé til hjørne.

Fodboldcenteret, der skal bygges på det gamle atletikstadion i Nykøbing, bliver bygget radikalt anderledes op end normale, rektangulære fodboldbaner på rad og række.

Et af en række regionale fodboldcentre skal placeres i Nykøbing. Illustration: DBU

Markant anderledes fodboldbaner

Når byggeriet fløjtes i gang, formentlig i 2027 eller begyndelsen af 2028, er banen kridtet op til, at der skal være fem forskellige zoner på anlægget, der markant adskiller sig fra traditionelle fodboldbaner. Hensigten er, at anlægget skal være med til at stimulere børn og unges sportslige, kreative, kognitive og motoriske udvikling.

"Hele Danmarks Klubhus"

Projekteterne har et samlet budget på mere end 1,2 milliarder kroner.

Det bygger på tre centrale søjler: legende fodboldmiljøer, ledelse og frivillighed.

Dertil kommer opførelse af ni regionale fodboldcentre samt etableringen af et stort DBU campus i Høje-Taastrup.

Projektet er støttet økonomisk af LEGO Fonden, Lars Larsen Group A/S og Den A.P. Møllerske Støttefond samt gennem samarbejde og partnerskaber med Høje-Taastrup Kommune, AP Ejendomme og Scandic Hotel A/S.

Kilde: DBU

De fem zoner er Teknikerværkstedet, Øvelsesland, Kamppladsen, Motorikhjørnet og Målfesten, og Thomas Fenger, konceptudvikler og programleder for de regionale fodboldcentre i Hele Danmarks Klubhus, forklarer, at man forsøger at udfordre fodbolden.

Det nye fodboldcenter bliver bygget op af 5 zoner og et centralt placeret klubhus. Illustration: DBU

- Med fodboldcentret har vi ønsket at udfordre fodboldens traditionelle træningsformater og skabe en oase af leg og læring. Vi har søgt en balance mellem høj fodboldfaglighed og nye, skæve aktiviteter, der kan udfordre vores forestilling om, hvordan træning for børn kan se ud, siger han i en pressemeddelelse. 

Ambitionen for placeringen af regionale fodboldcentre er, at de kan nås inden for en times kørsel af 90 procent af fodboldklubberne i Danmark.

- Noget skal være så særligt, at centrene er værd at køre efter. Men hovedparten af det, man oplever og lærer, skal samtidig kunne inspirere til nye aktiviteter hjemme i klubberne, lyder det yderligere fra programlederen i DBU.

De fem zoner er Teknikerværkstedet, Øvelsesland, Kamppladsen, Motorikhjørnet og Målfesten. Illustration: DBU

Klubhus i centrum

Som et centralt element på det nye fodboldcenter skal bygges et klubhus. Det skal være samlingspunkt for børn, unge, trænere og forældre og danne rammerne for uddannelse, workshops og netværksmøder, lyder det fra Dansk Boldspil Union.

Klubhuset skal bygges af naturelementer og er udviklet med de fem grundlæggende designelementer: lys, luft, lyd, læ og ly. Det er tegnet af Reværk Arkitektur, der vandt konkurrencen om at gentænke det klassiske klubhus.

Klubhuset skal være et centralt element på det nye fodboldcenter. Illustration: DBU

- Med klubhuset har vi designet en nyfortolkning af det klassiske klubhus med en placering midt på anlægget frem for en placering på kanten af anlægget, som vi traditionelt gør i Danmark. Herved skabes en endnu vigtigere rolle for klubhuset som et centralt, fysisk mødested for fællesskab og aktiviteter, lyder det fra Mathias Nørgård, stifter og ejer af Reværk Arkitektur, i pressemeddelelsen.

Med anlægget vil man bryde med klassiske firkantede baneformater, og med bakker, volde og beplantning i udkanten af anlægget vil man placere fremtidens fodbold i naturlige rammer. Illustration: DBU

Begejstret borgmester

Borgmester Simon Hansen (S) har også kastet et blik på skitserne for projektet og kan lide, hvad han ser.

- Det ser flot og spændende ud. Det glæder jeg mig til, at vi får realiseret, siger han.

- Vi har i mange år haft et rigtig godt samarbejde med DBU, og det får lov til at fortsætte med fodboldcenteret. Og det er vi glade for. Også at der har været politisk opbakning til det, lyder det fra borgmesteren. 

De første mål på det nye fodboldcenter forventes at blive scoret i 2028 eller 2029.

Udover i Nykøbing skal der bygges fodboldcentre i Høje Taastrup, Aalborg, Silkeborg og Vejen, og der er dialog om lignende centre i København Holstebro og på Bornholm og Fyn.

Anlægget bliver 110x110 meter og etableres med kunstgræs uden gummigranulat. Illustration: DBU

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.