Ny bydel på vej: Nu er kunsten at undgå døden for den gamle

Bastebrohuset skal være et kulturhus med plads til både Museum Lolland-Falster, bibliotek og borgerservice og musikskole. Illustration: E+N Arkitektur 

Der er særligt én faktor, som er afgørende for, at butikslivet ikke lider under havnebyens opblomstring. Og det er korridorer, hvis man spørger Vores Nykøbing. Masser af korridorer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da André Andersen, citychef i Vores Nykøbing, første gang kastede et blik på tegningerne over helhedsplanen for Nykøbing Havn, slog det ham, at der ikke var nogle synlige gangpassager mellem Havnebyen og midtbyen.

De er siden blevet tegnet ind, og han nævner tit og ofte vigtigheden af dem, når han er i kontakt med projektleder for helhedsplanen, Nina Munk.

- Vi har ikke fundet et facit på dem endnu. Men vi skal være meget opmærksomme på, at det skal være nemt for folk at bevæge sig rundt mellem de to dele af byen. De skal kunne finde ned til havnen - men det er også vigtigt, at de kan finde tilbage til gågaderne.

Det er også overvejelser, som rumsterer i hovedet på Nina Munk.

Vi har ikke fundet et facit på dem endnu. Men vi skal være meget opmærksomme på, at vi skal kunne flytte folk både fra centrum og til havnen - og tilbage igen.

André Andersen, citychef, Vores Nykøbing

Hun ved allerede, at der ikke skal være butikker i den nye havneby. Og der skal være et minimum af caféer og restauranter - dog er der planer om en café i Bastebrohuset og en restaurant på det kommende hotel.

- Området skal kunne noget andet end midtbyen. For eksempel tilbyde grønne opholdssteder, som der ikke er mange af i og omkring gågaden, siger hun.

Grønne opholdsrum

Denne sommer blev en generalprøve på, hvordan gæster fra Torvet efter en endt fodboldkamp på storskærm kunne flyttes ned til pop up-området Kajen for en øl og en koncert.

Det var et stort arbejde, som Vores Nykøbing stod i spidsen for, men det lod sig gøre med en ihærdig markedsføring.

Ved de største koncerter mødte mellem 500 og 600 personer op på et ellers isoleret hjørne af havnen.

Men det har tydeligvis krævet en særlig indsats at binde havnen og Torvet sammen. Hvordan vil I undgå, at den nye havnefront ender som en isoleret ø, ligesom man så det med Slotsbryggen efter dens færdiggørelse?

- Vi skal sørge for at få lavet opholdsrum på havnen, og det har Slotsbryggen ikke på samme måde. Her kommer der et svømmeområde, et ungeområde, en markedshal med foreninger og et bibliotek- og borgerservice. Det kommer til at rumme aktiviteter, som er en del af vores liv, og som man naturligt opsøger, siger Nina Munk.

En borgerpligt at bakke op

Der er sket meget inden for byudvikling, siden Slotsbryggen blev etableret for mere end 15 år siden, og hvor det viste sig at være enormt svært at tiltrække butiksliv og kunder.

Der er et større fokus på rum, hvor man kan opholde sig, og knap så mange rene, kolde og hårde linjer. Samtidig mener hun, at det kan være en fordel, at kommunen står som udvikler af helhedsplanen frem for en privat investor, som tilfældet var ved Slotsbryggen.

- Vi skal som kommune have et større blik på at lave forbindelser, som gavner mange og understøtter vækst i hele byen.

Jeg tror ikke, at man skal være så bange for, at der kommer nye destinationer i en by. Det tiltrækker bare nye mennesker.

Nina Munk, projektleder, helhedsplan Havnebyen

En afledt effekt

André Andersen oplever heller ikke, at erhvervslivet er imod udvikling på havnen. Han mener faktisk, at man har en borgerpligt til at bakke op om udviklingen frem for at se katastrofesignaler over alt.

- Jeg er også meget, meget glad for, at rådhuset med de mange ansatte rykker til havnen, for det vil have en afledt effekt på handelslivet. Kombineret med en pokkers masse boliger bliver det godt. Vi skal bare være opmærksomme på, at vi arbejder på en udvidelse af Guldborgsundcentret og en indsnævring af bymidten. Så når vi får et nyt område ved havnen, bliver det kunderne i byen, som vi kommer til at kannibalisere på.

Men der tilføres også nye kunder, understreger Nina Munk.

- Ja, der kommer et hotel, men hotelgæsterne opsøger butikslivet. Og de dage, hvor det blæser, og dem er der mange af, vil man sætte sig op i byen for at få læ. Jeg tror ikke, at man skal være så bange for, at der kommer nye destinationer i en by. Det tiltrækker bare nye mennesker.