Flere lokale folketingspolitikere er villige til at se på, om politireformen fungerer efter hensigten.
Det lovede både Henrik Høegh og Lennart Damsbo-Andersen, begge nyvalgte folketingspolitikere på Lolland-Falster, under valgkampen, hvor politiet krævede politisk handling. Og det holder de stadig fast.
- Jeg mener, at der er kaos i politiets rækker på grund af politireformen. Begge jeres partier står bag reformen, så vil I gøre noget ved det, har politiets fællestillidsmand John Hansen spurgt politikerne.
For Lennart Damsbo-Andersen er der ingen tvivl om, at reformen bør ses efter i sømmene.
- Vi kan nok ikke ændre på selve inddelingen af de nye politikredse, men vi bør se på, hvordan ressourcerne fordeles blandt kredsene. For eksempel bliver et område som Lolland-Falster jo dobbelt ramt, når man først trækker områdets betjente til København for at passe på præsidenter og for at dæmpe uroen på Jagtvej og så videre. Og derefter skal betjente afspadsere, og så er de også væk herfra, siger Lennart Damsbo-Andersen på baggrund af den seneste kritik om uro i politiets rækker over reformen.
For John Hansen er det et godt tilsagn.
- Det betyder selvfølgelig noget, at områdets betjente bliver trukket til hovedstaden, men det største problem er efter min opfattelse, at folk skal håndtere så mange nye opgaver og bliver flyttet rundt i forbindelse med reformen. Der mangler simpelthen hænder nok i politiet, siger John Hansen.
Venstres Henrik Høegh tager også kritikken alvorligt.
- Politiet skal fungere, og det skal fungere godt. Og hvis kritikken fra politiets tillidsfolk er korrekt, så skal vi se på forholdene. Det kan ikke være rigtigt, at der stor set ingen betjente er tilbage på Lolland-Falster, fordi de skal gøre tjeneste i København, siger Henrik Høegh.
Den nyvalgte folketingspolitiker vil nu sætte sig nærmere ind i problematikken med den nye politireform, før han vil går videre i sagen.
Lars Hovgaard
hov@folketidende.dk
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie