Reddet op fra Slotsbryggen: Tak fordi I reddede mit liv

- Nogle prøver at tage livet af sig, andre kæmper videre. Jeg er sådan en, der kæmper, også når det ikke er nemt, slår 70-årige Peter Ove Staal fast.

I disse dage er han ekstra taknemmelig for livet og muligheden for at kæmpe videre. Han har en svær dagligdag præget af sygdom og sorgen over at have mistet sin hustru gennem 25 år. Men selv om livet kan være plagsomt, er det værdifuldt, og Peter Ove Staal var tæt på at miste det 14. juli.

Han skulle den aften bare ned og se lidt til havnen i Nykøbing på en hyggelig tur. Men turen endte helt galt, og han kom til at overnatte på sygehuset efter en ufrivillig tur i havnebassinet ved Slotsbryggen.

På sin invalideknallert kørte Peter Ove Staal langs kajen ved biografen, men vejen gik pludselig ikke, som han forventede. Knallerten ramte bolværket og kom ud af balance, hvorefter Peter Ove Staal faldt i havnen.
- Jeg sansede ikke spor, før mit hoved var under vandet. Hvad er det her nu for noget, tænkte jeg. Og forskrækket bliver man jo også, fortæller Peter Ove Staal.

Han er kommet til Folketidende, fordi det er ham magtpåliggende at få formidlet sin taknemmelighed.
- Jeg vil sige så mange tak til de mennesker, der sprang i og hjalp mig op af vandet den aften. Jeg ved jo ikke, hvem de var, for jeg blev noget forvirret. De reddede mit liv, siger en rørt Peter Ove Staal.

Han er ikke helt klar over, hvordan han kom op af vandet.
- Men der var flere, der var klar til at hjælpe mig, da jeg havde mest brug for det, konstaterer Peter Ove Staal.

En ambulance, der blev tilkaldt af redningsmændene, kørte ham på skadestuen, hvor han fik varmen igen og blev indlagt til observation.
- Jeg lå der til tidligt om morgenen, hvor jeg havde det meget godt igen. Og så kom jeg hjem, fortæller Peter Ove Staal.




Peter Ove Staal kørte i havnen i Nykøbing på sin invalideknallert og er sine redningsmænd m/k dybt taknemmelig

Offentliggjort Sidst opdateret