Det tidligere dækcenter i Markedsgade bliver fra 1. juli til genbrugsbutik. Perronens Stina Ebbe (til højre) og frivillig Jane Schneekloth er i gang med indretningen. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Værestedet får doneret mere tøj og flere ting, end brugerne kan bruge. Nu skal overskuddet sælges for at samle penge sammen til udflugter.
Mængden af tøj, sengetøj, håndklæder, køkkengrej og andre donationer er så stor, at brugerne af Værestedet Perronen i Vendersgade i Nykøbing ikke kan nå at bruge det hele.
Derfor åbner værestedet nu en genbrugsbutik og sælger tingene videre.
Perronen har lejet sig ind i det tidligere dækscenter i Markedsgade 10 nær værestedet. Her får butikken hele 338 kvadratmeter med granitgulve og store udstillingsvinduer mod gaden.
Frivillige skal dække åbningstiden, som efter planen skal være almindelige butikstider fra mandag til lørdag.
Penge til ture
Annonce
Leder af perronen Stina Ebbe har haft en genbrugsbutik i tankerne i flere år, og nu skal idéen prøves af som et forsøg.
- Vi er heldige, at mange gerne vil give os ting til vores depot, hvor brugerne kan få det, de mangler. Men vi får mere, end vi behøver. Så nu prøver vi at tjene nogle penge, som vi kan bruge til ture og aktiviteter for brugerne, som vi drømmer om mere af, fortæller hun.
Frivillig Jane Schneekloth er i øjeblikket i gang med at gøre rent og indrette genbrugsbutikken, og det er planen, at den skal åbne i forbindelse med Perronens sommerfest og 30-årsjubilæum 1. juli.
Der er hele 338 kvadratmeter i den nye genbrugsbutik. Foto: Claus HansenClaus Hansen
I butikken får Perronen bedre plads til at tage imod småmøbler, der gør god gavn for brugerne, når de skal flytte i en bolig.
- Tidligere har vi ofte været nødt til at takke nej til møbler, fordi vi ikke har plads. Det får vi nu, og så kan vi sammen med brugerne finde eksempelvis spisebord, stole, dyner, sengetøj og køkkenting i butikken i en startpakke til deres nye hjem, fortæller Stina Ebbe.
Brug for flere frivillige
Perronen har tidligere drevet genbrugsbutik i en togvogn i værestedets egen gård.
Men åbningstiderne blev meget begrænset af, at der skulle være personale til stede, forklarer Stina Ebbe.
Den nye butik ligger uden for Perronens matrikel og kan drives af frivillige med hjælp fra brugere, der for eksempel kan være med til at stryge tøj og sætte møbler i stand.
Annonce
Der skal bruges frivillige til at passe 12 vagter på ugens første seks dage, så Perronen får brug for flere frivillige, forudser Stina Ebbe.
Butikken får plads til både tøj, ting og småmøbler. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Nykøbing har i forvejen en god del genbrugsbutikker, men der er plads til endnu en, mener Stina Ebbe.
- Vi har i forvejen et godt samarbejde med Røde Kors og Mødrehjælpen, som vi sender ting videre til, når vi har for meget. Jeg ser os som samarbejdspartnere, og kunderne i genbrugsbutikker går gerne i flere butikker, mener hun.
Jeg ser os som samarbejdspartnere, og kunderne i genbrugsbutikker går gerne i flere butikker.
Stina Ebbe, leder af Værestedet Perronen
Stina Ebbe og Jane Schneekloth satser på at have genbrugsbutikken klar til åbning i forbindelse med Perronens sommerfest 1. juli. Foto: Claus HansenClaus Hansen