Vild drejning: Sjældent dyr kan stoppe nedrivning i sidste øjeblik

Ornitolog beder om, at nedrivning skal vente. Foto: Bjarne Arildsen

Ornitolog foreslår, at nedrivning i Stubbekøbing udsættes.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Arbejdet med at rive det gamle vandtårn i Stubbekøbing kan måske blive udsat, inden det overhovedet er kommet i gang.

Det skyldes, at der i vandtårnet bor en af de ret sjældne slørugler, som er fredet.

Derfor beder en lokal ornitolog nu om, at man venter med at gøre noget i vandtårnet, før sagen om uglen er nærmere undersøgt.

Nedrivning skal i gang

Afdelingsleder Rasmus Haastrup fra Guldborgsund Kommune oplyste for 14 dage siden, at arbejdet med at fjerne vandtårnet skal begynde mandag 22. juli.

I første omgang skal tårnet, der er fra 1932, screenes for at se, om der er miljøfarlige elementer i tårnet.

Når det er sket, så skal entreprenørfirmaet Renner Pedersen fjerne tårnet.

Det skal efter planen ske i løbet af det kommende par uger.

Borgere er imod

I Stubbekøbing har en gruppe af borgere været imod, at man fjerner det gamle vandtårn på hjørnet af Karlsfeltvej og Wieverknolden.

Og i sidste øjeblik inden nedrivningen har de henvendt sig til ornitolog Benny Steinmejer for at få hjælp.

- Nogen mente, at der bor fredede flagermus og en sjælden ugle i tårnet, og de bad mig om at tjekke det, siger Benny Steinmejer.

Natobservation

Derfor har han sent fredag aften og lørdag aften været ude ved vandtårnet for at se efter flagermus og ugle.

Meldingen fra ham er, at der flyver flagermus rundt i området, men at de ikke bor i vandtårnet.

- Men der bor en ugle i et af ventilationshullerne i tårnet. Det kan jeg se, fordi der er uglegylp, siger han.

Benny Steinmejer har siden fået bekræftet, at der er tale om en af de ret sjældne slørugler.

- Det er sket via en lydoptagelse på stedet og kontakt til ugleekspert Klaus Dichmann, siger han søndag aften.

Der er tale om en slørugle.

Benny Steinmejer, ornitolog

Ornitolog: Udsættelse

Han vil gerne undersøge sagen nærmere.

- Derfor skriver jeg til det konsulentfirma, som har været inde over, siger ornitologen.

Han vil bede om at få en udsættelse af nedrivningen.

Benny Steinmejer agter også mandag at møde op ved vandtårnet i Stubbekøbing, hvor arbejdet skal i gang.

Efter udgivelsen af artiklen har Guldborgsund Kommune bekræftet, at nedrivningen udsættes. Det kan du læse mere om HER.

Slørugle

Sløruglen er en mellemstor, lys ugle med et karakteristisk hjerteformet ansigt og sorte øjne.

Det er en ugle på 33-39 centimeter og med et vingefang på 85-93 centimeter. 

Hunnen vejer mere end hannen, nemlig 330-460 gram.

Da Danmark er artens nordgrænse i Europa, svinger antallet af ynglepar meget, og den betegnes som sjælden herhjemme.