Wiesesminde-udstykning: Kritik af uhensigtsmæssig vejføring

Der er indtil videre landet 30 underskrifter i Tonni Gummesons postkasse. De kommer fra naboer i området, som tilslutter sig protesterne over vejføringen. Foto: Anne Katrine Petersen

I forbindelse med udstykningen af Ballerup Kommunes feriekoloni rejser naboer nu kritik af lokalplan 188. Men planen har været i høring og bliver ikke ændret.

Offentliggjort Sidst opdateret

BØTØ: Tonni Gummeson købte sit sommerhus på Skovfyrvej for fem år siden. Sammen med hunden Vamos nyder han livet her.  Men i løbet af den seneste måned er udstykningen til 14 nye sommerhuse gået i gang. Det ikke bare larmer, rent bogstaveligt, men i flere af naboernes ører skurrer det også på en anden måde.

Der har fundet en høring om lokalplan 188 sted. Planen muliggør udstykningen til 14 nye sommerhuse i en tidligere feriekoloni, som tilhører Ballerup Kommune. Ved høringen blev blandt andre det lokale vejlaug, Marielyst Grundejerforening og naboerne hørt.

- Men det er tydeligt for mig, at folk ikke har forstået alvoren i tingene eller ikke har ment, at det kan nytte at skrive høringssvar, siger Tonni Gummeson, der nu har sendt opråb ud i nabolaget og indtil videre fået 30 underskrevne protester vedrørende lokalplan 188.

Vej på egen grund

Jens Krag hører til gruppen af naboer, der mener, at vejen fra det nyudstykkede sommerhusområde burde være ført på Ballerup Kommunes eget område og direkte ud til Bøtøvej.

- Jeg forstår ikke, at de ikke har stillet krav om vejføring til asfaltvej. Det er Ballerup Kommune, som har fortjenesten, så hvorfor skal trafikken ledes ud til den lille grusvej, som Skovfyrvej er, spørger han og fortsætter:

Det er Ballerup Kommune, som har fortjenesten, så hvorfor skal trafikken ledes ud til den lille grusvej, som Skovfyrvej er.

Jens Krag, sommerhusejer

- De har måske kunnet se, at der ikke var mange grunde at komme op at slås med, men de burde have eksproprieret, hvis de insisterede på ikke at lede trafikken ud på egen grund. Hvis de havde eksproprieret Tonnis hus, kunne de lede trafikken direkte ud til Wiesesmindevej, fremhæver han som en sekundær løsning til vejføring på egen grund.

Billedet her stammer fra Lokalplan 188. Den asfalterede vej øverst i billedet er Bøtøvej. Den asfalterede vej til højre er Wiesesmindevej. Den røde rektangel viser udstykningen. Grusvejen Skovfyrvej løber langs med udstykningen i kortets højre side. Foto: Guldborgsund Kommune

I forbindelse med høringen afgav Lodsejerne Skovfyrvej et høringssvar. I fem punkter opridses baggrunden for, at vejføringen er uønsket.

- Det hørte jeg aldrig noget fra, siger Tonni Gummeson, der nu ved selvsyn kan konstatere, at der ikke er blevet taget højde for pointerne.

Vil have bom

Folketidende har besøgt Wiesesminde-udstykningen, hvor arbejdet i disse dage tager fart. Det ses, at vejen fra de 14 sommerhuse rammer Skovfyrvej næsten direkte overfor Tonni Gummesons indkørsel. Udover de lysgener, det kan medføre, frygter Tonni Gummeson også, at den øgede trafik på den lille vej kan føre til uheld, fordi vejen er smal og har et sving, der forringer bilisternes udsyn til anden trafik og gående. I høringssvaret til Guldborgsund Kommune foreslår han og en anden lodsejer på Skovfyrvej, at Ballerup Kommune fører vejen på egen grund.

"Såfremt Guldborgsund Kommune holder fast i tilslutningen til Skovfyrvej, vil "Lodsejerne Skovfyrvej" foreslå, at Skovfyrvej spærres med en bom for motoriseret indgående og udgående trafik ved udmundingen i østlig retning."

Dyrt vedligehold

Knud Jørgensen er formand for Wiesesminde Vejlaug, der dækker Skovfyrvej, som det nye sommerhusområde får udkørsel på. Han fortæller, at vejlavet på nuværende tidspunkt bruger cirka 100.000 kroner om året på at vedligeholde vejen, som er en privat fællesvej.

- Vi har gjort indsigelse fra start angående udkørsel og stillet spørgsmålstegn ved, hvem der skal vedligeholde, men vi er ikke rigtigt kommet igennem med det. Vi så gerne, at de nye sommerhusejere kørte til venstre, selvom der er meget smalt. Drejer de i stedet til højre, skal de køre et godt stykke, før de kan komme ind på Wiesesmindevej. Jeg så gerne, at der blev sat en bom, så de skal dreje til venstre, siger han.

Dermed ønskes der en bom i både den ene og den anden retning.

Vi har gjort indsigelse fra start angående udkørsel og stillet spørgsmålstegn ved, hvem der skal vedligeholde.

Knud Jørgensen, formand for Wiesesminde Vejlaug


Færrest påvirkes

Guldborgsund Kommune har faktisk lyttet til vejlavet og Marielyst Grundejerforening, der begge påpegede, at de nye grundejere skal være medlemmer af grundejerforeningen for at sikre, at de nye sommerhusejere også bidrager til vedligeholdelse af vejen.

Men hvad ligger til grund for kommunens beslutning om at føre vejen ned til Skovfyrvej fremfor ud på egen grund? Det svarer leder af Plan og Trafik i Guldborgsund Kommune, Rasmus Hee Hastrup på.

- Vi har lavet en samlet vurdering af, hvordan færrest muligt bliver påvirket. Man kan diskutere, om den burde gå på Ballerup Kommunes egen grund. Det kunne vi principielt godt kræve, men derfor er det ikke ensbetydende med, at det også kan lade sig gøre i praksis, siger han og fortsætter:

- Hvis vejen blev ført nordover, ville den genere flere, og derudover er der masser af andre forhold, som tages i betragtning ud fra et planlægningsmæssigt perspektiv. Det kan for eksempel være hensynet til natur.

Man kan diskutere, om den burde gå på Ballerup Kommunes egen grund. Det kunne vi principielt godt kræve.

Rasmus Hee Hastrup, leder af Plan og Trafik, Guldborgsund Kommune

Rasmus Hee Hastrup fortæller, at Guldborgsund Kommune vurderer, at 14 ekstra huse ikke er en belastning for vejene og heller ikke trafiksikkerhedsmæssigt udgør et problem. Han understreger også, at den vedtagne Lokalplan 188 giver ret til udstykning og vejføring. Den ret kan ikke ændres.

- Men skulle der opstå trafikale problemer på sigt, ser vi naturligvis på det.

Tonni Gummeson fremhæver, at der ikke bare er tale om, hvor mange huse den øgede trafik passerer. For vejen er ifølge ham allerede hårdt belastet og en smal vej, hvor folk må bakke for hinanden.

- Den ekstra belastning kunne man have undgået ved at føre vejen på egen grund.

Bom eller ej

Tilbage står hele spørgsmålet om bomme så. Guldborgsund Kommune er vejmyndighed på området. Så kan der overhovedet blive tale om bomme?

- Det kan vi stille krav om, hvis vi vurderer, at det er trafiksikkerhedsmæssigt nødvendigt, men vi har allerede vurderet, at det forventer vi ikke. Hvis vejlavet ønsker en bom, skal de spørge. Så vurderer vi det.

De 14 udstykninger er endnu ikke sat til salg, men ifølge ejendomsmægler Karsten Børsen har flere allerede vist interesse.

Fra Lokalplan 188

Det er en andel af feriekoloniens vestligste, grønne friareal, hvilket udgør et areal på knapt 19.000 kvadratmeter, som kan udstykkes til 14 nye sommerhusgrunde på hver 1.200 kvadratmeter.

Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må ikke overstige 15, og bebyggelse inden for området må opføres i maks. en etage og maks. 6,5 meters højde. Skorstene og antenner er dog ikke omfattet af denne højdebegrænsning.

Bebyggelsen inden for lokalplanområdet skal opføres med træbeklædning, således at bygningerne fremstår som klassiske træsommerhuse. Til dele af facader og gavle kan der dog bruges glas for at fremme udsigt og/eller lysindfald, hvis det anvendes til større, sammenhængende glaspartier.  Til tagflader skal der benyttes teglsten, betonsten, skifer, tagpap,stål, ellers skal tage udformes som grønne tage. Der må ikke anvendes højglaserede tegl eller andre reflekterende materialer.