Afviste irakere får halv million kroner

Irakerne fra Brorsons Kirke på Nørrebro i København har fået udbetalt knap en halv million kroner fra borgerinitiativet Kirkeasyl. Pengene stammer fra de mange forskellige støttearrangementer, som Kirkeasyl har gennemført.

De afviste irakiske asylansøgere har selv stået for fordelingen af pengene, og en stor del af dem er gået til de personer, der er blevet sendt tilbage til Irak.

- Det vigtigste var at kunne sende penge til dem, der allerede er blevet udvist til Irak, og som vi stadig har kontakt med. Mange af vores venner dernede har desperat brug for hjælp, for de blev sendt ud af landet med stort set ingenting, så vi har valgt at give de fleste penge til dem, fortæller Hazhar Jaaf, talsperson for irakerne i Danmark, i en pressemeddelelse.

Kirkeasyl understreger, at der ikke er udbetalt penge til flygtninge, der lever under jorden.

- Der er ingen tvivl om, at hvis der er irakere, der er gået under jorden af frygt for en tvangsudvisning, så har de formentlig brug for hjælp og penge. Men der er ikke gået penge fra Kirkeasyl til mennesker under jorden, blandt andet fordi det ville være ulovligt. Det har vi garanteret dem, der har støttet Kirkeasyl, og det står vi selvfølgelig ved, siger Jakob Tamsmark fra Kirkeasyl i pressemeddelelsen.

/ritzau/

De afviste irakiske asylansøgere fra Brorsons Kirke har fået udbetalt næsten en halv million kroner. Pengene stammer fra donationer og støttearrangementer.

Offentliggjort Sidst opdateret