Beredskabet skal omvende bøller til brandmænd
Projektet skal frem over være med til at forebygge episoder som ved seneste nytårsaften, hvor brandfolk blev angrebet med fyrværkeri 20 gange. Foto: Emil Hougaard/arkiv/Ritzau Scanpix
Emil Hougaard/arkiv/Ritzau Scanpix
Med støtte af op mod 10,6 millioner kroner fortsætter projektet Brandkadetter i Danmark, som uddanner unge.
Projektet Brandkadetter i Danmark, der har uddannet 579 brandkadetter siden 2014, får lov til at leve videre.
Det landsomspændende projekt arbejder med at inddrage unge i beredskabets arbejde.
Finansieringen til projektet udløber ellers ved udgangen af 2018, men nu er der fundet ny finansiering. Det oplyser Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.
Forsvarsministeriet vil støtte projektet med op mod seks millioner kroner fra 2019 til 2021. Velux Fonden støtter med 4,6 millioner kroner.
Danske Beredskaber står i spidsen for projektet, og den nye finansiering vækker glæde hos formand Jarl Vagn Hansen.
- Den fortsatte støtte af projektet betyder ikke bare, at projektet kan fortsætte.
- Det er samtidig et gedigent skulderklap til hele projektets eksistensgrundlag, der virkelig har formået at favne og gavne arbejdet med unge i landets brandkadet- og ungdomsbrandkorps, siger han.
Projektet skifter navn til Unge i Beredskabet. Det kommer til at bygge videre på tidligere erfaringer, men kommer til at være mere omfattende end tidligere.
Fremover skal projektet også fokusere på at nedbringe chikane og angreb på brandfolk i udsatte boligområder.
- Vi er utroligt glade for, at forsvarsministeren og Folketinget kan se potentialet i, at vi laver brandmænd i stedet for at lave bøller ud af de unge mennesker, som har udfordringer i deres dagligdag, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
Det er blandt andet episoder som ved seneste nytårsaften, man vil undgå.
Her blev brandvæsnet angrebet 20 gange med fyrværkeri.
Episoderne er med til, at Forsvarsministeriet ønsker at støtte projektet økonomisk.
- Angreb som dem vi så nytårsaften, hvor brandfolk og politibetjente flere steder blev angrebet med fyrværkeri, er jo helt og aldeles uacceptable.
- Redningsberedskabet har gode erfaringer med at forebygge sådanne hændelser ved at inddrage unge i konstruktive fællesskaber. Det arbejde vil regeringen gerne støtte, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.
Med den nye finansiering kan projektet fortsætte frem til og med 2021.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie