Danmark får farligt affald fra Australien

Et skib med farlige miljøgifte vil om kort tid sejle fra de mange tusind kilometer fra Sydney i Australien til Kommunekemis anlæg i Nyborg.

Miljøstyrelsen har netop givet tilladelse til den farlige rejse for, at Danmark kan hjælpe Australien af med et lager af farligt HCB-affald.

Det sker fordi Australien, der er blandt verdens rigeste lande, ikke har anskaffet sig den nødvendige teknologi til selv at destruere affaldet.

Miljøminister Karen Ellemann (V) erkender, at løsningen ikke er optimal.

- Jeg synes, at det er meget problematisk at transportere farligt affald fra den ene ende af kloden til den anden. Men vi har en forpligtelse til at træde til, når andre har et uløseligt problem, siger Karen Ellemann.

Det farlige affald har i årevis ligget på en grund midt i et beboelsesområde mellem det centrale Sydney og byens lufthavn. Alligevel har de australske myndigheder ikke sørget for at anskaffe de nødvendige faciliteter til at håndtere affaldet.

HCB er en af de forbudte og svært nedbrydelige miljøgifte, som er omfattet af FN'S Stockholm-konvention. Efter Stockholmkonventionen er det meningen, at landene skal hjælpe hinanden med at komme af med problematisk affald, hvis et land ikke kan klare det på egen hånd.

I dette tilfælde er transporten dog så lang, at Karen Ellemann vil rejse sagen over for sine ministerkolleger i EU.

- Vi skal have fokus på, hvordan vi får løst problemet med destruktion af lagre af miljøgifte på den miljømæssigt mest forsvarlige måde uden meget lange transporter kloden rundt, siger Karen Ellemann.

Danmark har betinget sig, at det farlige affald skal sejles i dobbelt-skrogede skibe, og at hver container med affald får sat en gps-sender på, så de altid kan spores.

/ritzau/

Miljøstyrelsen har sagt ja til, at et lager af farlige miljøgifte sejles fra Australien til Danmark for at blive destrueret på Kommunekemis anlæg i Nyborg.

Offentliggjort Sidst opdateret