En dansk officer sigtes i en sag om civile drab i Afghanistan.
Forsvarets Auditørkorps sigter officeren i forbindelse med en kamphandling i Helmand-provinsen, hvor én civil afghaner blev dræbt og yderligere to såret.
- Soldaten er sigtet for at have handlet i strid med reglerne om magtanvendelse, skriver Hærens Operative Kommando (HOK) i en pressemeddelelse.
Hovedorganisationen af Officerer i Danmark bekræfter, at den sigtede soldat har rang af officer.
Kamphandlingen fandt sted den 23. oktober 2011, hvor danske soldater åbnede ild mod flere personer ved den fremskudte patruljebase Bridzar.
De danske soldater skød på afghanerne, fordi de vurderede, at de var i færd med at udlægge en improviseret sprængladning, lyder det fra forsvaret.
- Udsendte soldater er trænet til og træffer dagligt beslutninger, der kan få meget alvorlige konsekvenser for andres og eget liv og førlighed, skriver HOK.
- Såfremt der måtte være grund til at drage berettigelsen af magtanvendelse i tvivl, vil en undersøgelse blive iværksat, som kan inkludere, at de involverede soldater bliver afhørt.
Auditørerne er nu i fuld gang med at granske episoden nærmere for at slå fast, om alt er foregået efter gældende regler.
- Det er væsentligt i den forbindelse at slå fast, at en undersøgelse ikke er ensbetydende med, at der nødvendigvis er foregået noget forkert, skriver HOK.
Patruljebasen Bridzar ligger cirka seks kilometer nordøst for hovedbyen Gereshk i den uroplagede Helmand-provins.
Hærens Operative Kommando vil ikke udtale sig yderligere om sagen, der behandles af Forsvarets Auditørkorps.
Netop ved Bridzar blev en 22-årig dansk konstabel dræbt 1. juni 2010, da en improviseret sprængladning eksploderede.
I alt 42 danske soldater er døde i Afghanistan siden 2002, da Danmark gik med ind i krigen mod Taliban, som var indledt med den amerikansk-ledede invasion af landet den 7. oktober 2001.
36 er dræbt under krigshandlinger eller patruljering. 6 er døde af andre årsager.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro