Dansk reaktion på koranafbrænding mindsker risiko for ny Muhammedkrise

Irakiske demonstranter fremviser Koranen under en protest mod afbrændinger af den hellige bog i Sverige. (Arkivfoto). Foto: Khalid Al-Mousily/Reuters

Regeringen har fordømt de nylige "skændige" koranafbrændinger. Det gør det sværere at mobilisere modstand mod Danmark i islamiske lande, vurderer professor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark har prøvet at befinde sig midt i stormvejret.

For små 20 år siden mærkede Danmark den islamiske verdens vrede, da Jyllands-Posten i september 2005 trykte 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed.

Det eskalerede hurtigt og blev til, hvad vi i dag kender som Muhammedkrisen.

Virksomheder led under boykot af danske varer, og det danske diplomati blev sat på en alvorlig prøve.

Spørgsmålet er nu, om der med koranafbrændinger er optræk til endnu et stormvejr, eller om det nøjes med at være et par kraftige vinde.

Helle Lykke Nielsen hælder til det sidste.

Hun er lektor på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet og fremhæver, at Danmark denne gang ikke er alene om at møde modvind i islamiske lande, fordi der også har været koranafbrændinger i Sverige.

- Det karakteristiske ved Muhammedkrisen var, at lille Danmark stod alene over for en forenet front af islamiske lande. Vi fik ikke hjælp nogen steder fra. I øjeblikket er det både Sverige og Danmark, og det hjælper lidt på sagen.

- At det sker for flere lande gør, at Danmark ikke er helt så sårbart. Så jeg frygter ikke i særlig grad, at vi får en lige så stor og omfattende Muhammedkrise, siger hun.

Både fredag og mandag blev Koranen tilsyneladende brændt af ved den irakiske ambassade i København.

Det mødte fordømmelse fra Irak, men også fra Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), der har fordømt de "skændige handlinger".

Tirsdag var der også koranafbrænding foran Egypten og Tyrkiets ambassader i København.

Den danske reaktion viser, at politikerne har taget lærdom med sig fra krisen for 20 års tid siden, hvor det først og fremmest blev understreget, at vi har ytringsfrihed i Danmark.

Det bemærker både Helle Lykke Nielsen og Jakob Skovgaard-Petersen, som er professor i arabiske og islamiske studier ved Københavns Universitet.

- Jeg tror, at det er godt, at udenrigsministeren så tydeligt har erklæret, at han synes, at det var en forkastelig gerning, samtidig med at han siger, at der ikke er noget lovbrud.

- Det gør det lidt sværere at mobilisere så meget modstand mod en stat, når der ikke er udtrykt nogen politisk sympati med handlingerne. Det er ikke sikkert, at det er nok. Men det gør det i hvert fald sværere, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Politikerne har "enormt lidt manøvrerum". Så det eneste, de kan gøre, er at prøve at tale situationen ned, som Lars Løkke forsøger, vurderer Helle Lykke Nielsen.

Hun fremhæver også, at en forskel denne gang er, at der foreløbig ikke er nogen imamer i Danmark, der har "blandet sig i slagsmålet", hvilket i sin tid var med til at eskalere Muhammedkrisen.

Derfor er hendes umiddelbare bud, at det hele toner ud, hvis ikke uroen i Irak smitter mere af på ligesindede lande, end det hidtil har været tilfældet.

- Men der er ingen garanti. Der skal bare komme to-tre forvirrede sjæle i Tyskland eller Frankrig eller et andet land, der laver det samme, så det blusser op igen.

- Men jo mere koranafbrændingerne breder sig, jo mindre sandsynlighed er der samtidig for, at det går ud over Danmark og Sverige, fordi det bliver mere diffust, siger hun.

Den irakiske regering har fordømt, at der mandag tilsyneladende blev brændt en koran af ved den irakiske ambassade i København. Også Danmarks udenrigsminister har fordømt handlingen. Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Hvad er Koranen?

* Koranen er islams hellige ord - ifølge religionen direkte dikteret af guden Allah til profeten Muhammed.

* Allah er, hvad Koranen primært handler om. Han er den almægtige skaber af alt, som fører verden til ende og kun dømmer mennesker på deres gerninger og tro.

* Bogens budskab går ud på at underkaste sig Allahs vilje og leve et moralsk og aktivt liv.

* I modsætning til Bibelen, der ifølge kristendommen er inspireret af Gud, er Koranen ifølge islam direkte reciteret fra en himmelsk koran.

* Selv om Koranen siges at være reciteret direkte fra himlen, har den gennem tiderne været op til fortolkning over, hvad der beskrives som fem forskellige historiske perioder.

* Muslimer anser det som blasfemi og en grov fornærmelse mod Gud at brænde den.

Kilde: Religion.dk.

/ritzau/

Sagen kort

* Særligt Sverige har på det seneste været i modvind i islamiske lande på grund af en række koranafbrændinger i Stockholm, men de nylige koranafbrændinger i København har hvirvlet Danmark med ind i den svære diplomatiske situation.

* Torsdag blev Sveriges ambassade i Bagdad, Irak, stormet, og der blev sat ild til bygningen. Lørdag var hundredvis af demonstranter igen samlet i Bagdad og havde ifølge nyhedsbureauet AP et mål om at nå Danmarks ambassade. De blev dog stoppet af sikkerhedsstyrker, inden de nåede så langt.

* I nabolandet Iran har den danske ambassadør i Teheran været indkaldt til samtale på grund af "vanhelligelsen af Koranen" i København.

* Mandag var der en koranafbrænding i den danske hovedstad ved den irakiske ambassade. En handling, som både den danske og irakiske regering har fordømt, selv om det ikke er ulovligt at gøre i Danmark. Tirsdag var der koranafbrændinger foran Egypten og Tyrkiets ambassade i København.

/ritzau/

Foreningen Danske Patrioter demonstrerede mandag ved den irakiske ambassade i København, hvor de ifølge dem selv brændte Koranen af. Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu