Danske børn ved for lidt om rettigheder

Danske børn mellem 12 og 16 år halter langt efter deres nordiske kammerater, når det handler om kendskabet til deres egne rettigheder.

Det viser en ny undersøgelse, som Unicef har lavet blandt 5775 børn i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

Kun fire ud af 10 danske børn svarer, at de ved "meget" eller "noget" om deres rettigheder, mens det gør sig gældende for hele syv ud af 10 finske børn.

Gennemsnitligt svarer 52 procent af de nordiske børn, at de ved "meget" eller "noget" om børns rettigheder.

Anne-Mette Friis, som er chef for Unicef Danmarks børne- og ungdomsarbejde, skyder skylden for den manglende viden på folkeskolen:

- Danske børn ved for lidt, fordi det ikke er en obligatorisk ting i skolen. De er afhængige af, at en lærer tager emnet op, eller at deres forældre ved noget om det, og det er for tilfældigt.

For eksempel ved mange børn ifølge Anne-Mette Friis ikke, at de har ret til at blive hørt, hvis deres forældre bliver skilt.

Undersøgelsen viser da også, at mens otte ud af 10 norske, svenske eller finske børn fortæller, at de har hørt om rettighederne i skolen, så gælder det kun for seks ud af 10 danske børn.

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) kalder den manglende viden et væsentligt problem. Hun tror dog ikke umiddelbart, at mere lovgivning er vejen frem.

- Jeg tror, at lokale løsninger på skolerne, hvor man aftaler, hvem der står for undervisningen, så det bliver en lærer, der ved noget om det, er en bedre idé. Man kan jo eksempelvis gøre det på en morgensamling, og så tage én rettighed om dagen, siger Tina Nedergaard.

/ritzau/

Danske børn kender deres rettigheder dårligere end børn i de andre nordiske lande og lærer mindre om dem i skolen, viser en ny undersøgelse, Unicef har lavet.

Offentliggjort Sidst opdateret