DMI varsler risiko for landsdækkende tørkedøgn i maj
Det er første gang i de 21 år, som DMI har data fra, at risikoen for landsdækkende tørkedøgn falder så tidligt på året (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Slutningen af maj byder muligvis på landsdækkende tørkedøgn, hvilket aldrig før er sket så tidligt på året.
Der er i slutningen af maj måned risiko for tørkedøgn i hele landet.
Det skriver DMI i en pressemeddelelse.
I Danmark er et tørkedøgn defineret ved, at det landsdækkende tørkeindeks er over 8,9.
DMI's tørkeindeks er et udtryk for, hvor meget vand planter og træer har til rådighed i jorden.
Tørkeindekset går fra 0 til 10. Et indeks på 0 betyder, at det øverste lag af jord er mættet med vand, mens 10 betyder, at jordlaget er tømt for vand.
- Hvis vi skeler til sæsonprognosen fra 23. april for de kommende to måneder, der samlet set siger nedbør under det normale, samtidig med at det kan blive både varmt og solrigt i perioder, forventer vi generelt et højt tørkeniveau i perioden, vurderer Mikael Scharling, der er klimatolog i DMI.
Det er første gang i de 21 år, som DMI har data fra, at risikoen for landsdækkende tørkedøgn falder så tidligt på året.
I nogen områder på Lolland-Falster har der de seneste dage været et tørkeindeks på 9, og den tendens vil hurtigt sprede sig til Sjælland og Bornholm, vurderer DMI i pressemeddelelsen.
Risikoen for tørke skyldes, at der de seneste måneder er faldet mindre nedbør i hele landet end normalt. I februar, marts og april faldt der tilsammen mindre end 63 millimeter nedbør.
Siden 1874 er det kun sket 7 gange, at perioden februar-april har haft mindre nedbør.
Det lader dog ikke til, at sommeren 2025 slår tørkerekorden for 2018, vurderer DMI.
- Det er dog endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt tørken kan udvikle sig lige så ekstremt som i 2018, da tørken dengang først for alvor slog igennem i juli. Umiddelbart er der noget nedbør at finde i sæsonprognose for både juni og juli, så jeg tvivler på, at vi kommer til at se en gentagelse af 2018-tørken, siger Mikael Scharling.
/ritzau/
Seneste artikler
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok