Dronning Mary får særlig orden på kongens fødselsdag
Kong Frederik fylder søndag 56 år. I den anledning har han overrakt en orden til dronning Mary. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dronning Mary har søndag fået overrakt den højeste grad af Dannebrogsordenen fra kong Frederik.
I anledningen af, at kong Frederik søndag fylder 56 år, har han tildelt sin hustru, dronning Mary, Storkommandørkorset af Dannebrogordenen.
Det skriver kongehuset på Instagram.
Storkommandør er Dannebrogordenens højeste grad. Den kan kun tildeles kongelige, skriver kongehuset.
Det kors, som dronning Mary har fået søndag, har tidligere været båret af prins Henrik.
Korset er blevet restaureret og har fået kongens monogram, så kong Frederik kunne overrække det til sin hustru søndag.
Med dronning Marys nye orden er der nu syv storkommandører.
Ud over kongen og dronningen, har dronning Margrethe, prins Joachim og prinsesse Benedicte også ordenen. Det samme har den norske og svenske konge.
https://www.instagram.com/p/C7byuRDCooI/?utm_source=ig_web_copy_link
Inden Dannebrogsordenen blev åbnet for kvinder i 1951 var det kutyme, at dronninger kunne få Storkommandørkorset som en særlig gestus.
Kongehuset skriver på Instagram, at det første gang skete, da dronning Marie Sophie Frederikke fik korset af Christian VIII i 1840.
Kong Frederiks 56 års fødselsdag er den første, som han kan fejre som regent, efter tronskiftet i januar.
Klokken 12 trådte kongen og siden både dronning Mary og kongeparrets børn frem til fødselsdagsfejring ved Amalienborg.
Her vinkede de til de fremmødte fra balkonen på Frederik VII's Palæ.
Der blev også sunget fødselsdagssang for kongen, hvor Den Kongelige Livgarde spillede musik til.
Livgarden var, som traditionen byder på regentens fødselsdag, iklædt røde gallauniformer, som bruges ved særlige lejligheder.
På vej gennem byen spillede Livgarden en række af de kongelige marcher.
Koncerten sluttede af med "Kronprins Frederiks Honnørmarch". Der er nemlig endnu ikke lavet en ny march i anledning af hans nye titel som konge.
Resten af dagen skal fejres under private former. Det har kongehuset tidligere oplyst.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie