DR's grandprixboss inden skæbnesang: Vi holder modet oppe
- Vi har en artist, som virkelig er populær hos fansene, både i Danmark og internationalt, og som på en eller anden måde - i min optik i hvert fald - kommer ud af det her Eurovision som en af vinderne, uanset hvordan det kommer til at gå, siger Erik Struve Hansen om Sissal. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der venter Danmark en svær semifinale, lyder vurderingen fra DR's grandprixgeneral, Erik Struve Hansen.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Danmark har ikke kvalificeret sig til en Eurovision-finale siden 2019 og er dermed det land, der har deltaget i det internationale melodigrandprix flest år i træk uden at nå finalen.
Torsdag aften skal årets Eurovision-håb, Sissal, gøre forsøget, og hos DR tror grandprixboss Erik Struve Hansen på, at "Hallucination"-sangeren trodser bookmakerne.
- Vi holder modet totalt oppe, fordi vi tror på det, lyder det fra Erik Struve Hansen, der er en del af delegationen i den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision finder sted.
Flere års fiasko fik i 2023 DR til at lave en ny grandprixstrategi om kærlighed ved første lyt og en stærk performance visuelt og vokalt, som et stort analysearbejde havde udmøntet sig i.
Men trods indsatsen er det endnu ikke lykkedes de danske sange at gå videre.
Annonce
- Vi er spændte, og jo, der er et pres. Det er der på os alle. Men man kan ikke rigtig gøre andet end at gøre sit bedste, siger Erik Struve Hansen.
Til sidste års Eurovision var Saba og nummeret "Sand" valgt ud fra parametrene i den nye strategi. Men også der løb håbet om en finaleplads ud som sand imellem fingrene.
- Hun er en superstærk repræsentant for Danmark og for en masse skønne danske værdier omkring fællesskab, siger DR's grandprixboss Erik Struve Hansen om det danske Eurovision-håb, Sissal, som her står med regnbueflaget, Dannebrog og flaget fra Færøerne, hvor hun er født og opvokset. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
DR fastholder stadig strategien.
- Der bliver selvfølgelig fulgt enormt godt med i grandprixet fra dem, der er over mig, i DR. Men de er også 100 procent bevidste om, hvor kompleks og svær en opgave det er. Alle os, der arbejder med det på tværs i DR, gør alt for, at det skal lykkes, siger Erik Struve Hansen.
I år har DR skruet op for indsatsen på de sociale medier. Her er Sissal ifølge grandprixbossen blevet en darling, og han håber, at det smitter af på stemmerne.
- Vi har en artist, som virkelig er populær hos fansene, både i Danmark og internationalt, og som på en eller anden måde - i min optik i hvert fald - kommer ud af det her Eurovision som en af vinderne, uanset hvordan det kommer til at gå, siger Erik Struve Hansen.
- Men med alt det sagt er der ikke noget, vi hellere vil, end i finalen. Men jeg synes også, vi står med en artist, som har alt det, der skal til. Så nu krydser vi fingrene for, at det lykkes.
Der stiller så mange lande op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinale.
I Sissals semifinale er der også store popsange fra Irland og Malta med, og det er formentlig de lande, som Sissal kæmper om en af de eftertragtede finalepladser med.
Tirsdag aften fandt første semifinale sted. Her gik Kaj, som repræsenterer Sverige, videre med saunasangen "Bara Bada Bastu". Satiretrioen er også foreløbige favoritter til at vinde hele konkurrencen. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
- Det er en supersvær semifinale. Jeg synes også, det er den sværeste. Det kan godt være, det bare er noget, vi siger til os selv. Men jeg synes virkelig, niveauet er højt. Men vi kommer for at gå videre, lyder det fra Erik Struve Hansen.
Seneste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Facebook ramt af nedbrud
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo