Flere ingeniør-spirer kan gavne den grønne omstilling
Rekordmange unge får i år tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse. (Arkivfoto) Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Flere unge er i år optaget på de såkaldte STEM-uddannelser inden for blandt andet it og teknik.
Flere optagne på uddannelser inden for it, naturvidenskab og teknik er godt nyt for den grønne omstilling.
Det vurderer flere organisationer, efter at der mandag er kommet tal for årets optag på videregående uddannelser.
I år er 16.828 blevet optaget på de såkaldte STEM-uddannelser. Det er 1380 - eller ni procent - flere end i 2019.
Og det er ifølge Ingeniørforeningens formand, Thomas Damkjær Petersen, godt for den grønne omstilling.
- Kompetencer på felter som teknologi, naturvidenskab og it er i høj kurs, og hvis Danmark og danske virksomheder skal indfri ambitionerne om øget digitalisering og ikke mindst komme i mål med den grønne omstilling, skal vi sørge for at sikre kvalificeret arbejdskraft herhjemme.
- Derfor er det godt for alle, at flere unge er kommet ind på disse studieretninger, siger han i en kommentar.
STEM er en forkortelse af de engelske ord Science, Technology, Engineering og Mathematics og bruges til at betegne uddannelsesområdet.
38 procent af de optagne på STEM-uddannelserne er i år blevet optaget på uddannelser til civil- eller diplomingeniør.
Her er 6430 unge blevet optaget, hvilket er 11,5 procent flere end sidste år.
Den største stigning er sket på civilingeniøruddannelserne inden for STEM-området, hvor 19 procent flere i år får tilbudt en studieplads.
Også hos Dansk Industri glæder man sig over, at flere unge i år har kigget mod ingeniørstudiet, når der har skullet vælges uddannelse.
- Når vi laver den grønne omstilling, handler det om, hvordan vi udvikler ny teknologi, og hvordan vi implementerer den, vi allerede kender.
- Og det er lige præcis noget af det, som nogle af de her ingeniører kan være med til, siger Mette Fjord Sørensen, der er underdirektør for kompetencer og viden i Dansk Industri.
Hun håber, at årets stigning ikke er en enlig svale, efter at optaget sidste år faldt.
- Sidste år var der 70 færre, der søgte ind på de her uddannelser, så det er et gigantisk skridt i den rigtige retning.
- Jeg håber ikke, at det her er en engangsforestilling, men en bevægelse, der kommer til at fortsætte - også næste år, siger hun.
Mens ni procent flere unge i år får tilbudt en plads på STEM-uddannelserne, er stigningen på andre uddannelser på fem procent.
I alt 69.526 unge får tirsdag tilbudt en studieplads, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie