Fodboldtur til Baku giver krav om karantæne ved hjemkomst

Mange danske fans var lørdag rejst til Amsterdam i Holland for at se Danmark spille mod Wales. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ministerium arbejder på at finde en løsning, så det bliver mindre besværligt at rejse til og fra Aserbajdsjan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan blive en besværlig omgang, hvis danske fodboldfans beslutter sig for at rejse til Baku i Aserbajdsjan for at se landsholdet spille næste EM-kamp på lørdag.

Umiddelbart giver en gyldig billet til Danmarks kamp adgang til at rejse ind i landet. Det bliver straks mere vanskeligt, når man skal rejse retur.

Aserbajdsjan er i øjeblikket farvet orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser bliver frarådet til landet.

Det betyder også, at hvis man rejser retur til Danmark fra Aserbajdsjan, så er der krav om ti dages karantæne. Færdigvaccinerede er undtaget for dette, og derudover er det muligt at teste sig ud af karantænen ved at blive PCR-testet fire dage efter hjemkomst.

Der bliver dog fra dansk side arbejdet på at finde en løsning, der vil gøre det lettere at rejse ud og hjem. Det oplyser Udenrigsministeriets pressetjeneste.

I forbindelse med Danmarks kamp lørdag i Amsterdam i Holland blev der også fundet en løsning, så danske fans slap for at skulle gå i karantæne ved ankomst til landet.

Løsningen var, at danske turister var undtaget for karantæne, så længe de ikke opholdt sig i Holland i mere end 12 timer.

Den mulighed var der nogle få tusinde danske fans, der gjorde brug af. Blandt andet var der flere, som med fly fløj til og fra Holland på samme dag.

Spies var en af de rejsearrangører, som tilbød at flyve danskere frem og tilbage lørdag. Ifølge Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies, står selskabet klar til også at sende danskere med fly til Baku. Men Spies afventer en afklaring fra myndighederne omkring rejserestriktionerne.

Der var også fans, som lørdag rejste i bus fra Danmark med rejsearrangøren Landsholdsrejser.dk. Her har man allerede booket nogle fly i forhåbning om at kunne sende danske fans til Baku.

Ifølge Nicolai Bryde Nielsen, direktør og medstifter af Landsholdsrejser.dk, har firmaet siden lørdagens kamp fået 300 henvendelser fra danskere, der har lyst til at rejse til Baku for at se kampen på stadion.

- Jeg vil skyde på, at vi kan sende to-tre chartrede fly afsted, og at der måske i alt kommer 2000-3000 danskere til Baku for at støtte landsholdet, siger Nicolai Bryde Nielsen.

Han fortæller, at der helst skal komme en afklaring om rejserestriktionerne senest mandag, for at man skal kunne nå at få et rejsetilbud til Baku på plads.

Danmarks kamp næste weekend i Baku bliver enten mod Holland eller Tjekkiet. Modstanderen bliver fundet søndag aften.