Forstå lån og afbetaling: Disse tal skal du kende og forholde dig til
Hvis du skal optage et lån, bør du som det første bemærke det beløb, der samlet skal betales tilbage, når lånet er afviklet. Så ved du nemlig, hvad lånet i alt kommer til at koste i kroner og øre. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Et lån kan se billigt ud, hvis man fokuserer på den månedlige betaling og renten. Men det er ikke de to tal, som er de vigtigste at kende, siger økonomer.
Ritzau RitzauMurat Tamer, Ritzau Fokus/ritzau/
Offentliggjort
Mange danskere optager et lån på et tidspunkt i deres liv til mindre og større køb.
Men du bør sætte dig ind i, hvad lånet indebærer, og hvad du skal kigge efter for at finde ud af, om lånet giver mening for dig.
Det vil være billigst helt at undgå et lån, fordi man skal betale renter og gebyrer, forklarer forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.
- Hvis man kan vente med at købe, indtil man selv har fået sparet op, vil jeg anbefale, at man gør det. Det gælder især for forbrugslån, siger hun.
Det er dog ikke altid en mulighed. Og når du får præsenteret et lån - for eksempel til en computer - vil den månedlige betaling typisk være det tal, der er fremhævet.
Annonce
- Der er måske tale om et par hundrede kroner om måneden, og man tænker, at det kan budgettet godt holde til i stedet for at betale flere tusinde kroner med det samme. Men den månedlige betaling bør man i første omgang helt ignorere, siger hun.
Ida Marie Moesby peger på, at det er langt vigtigere for dig at læse det, der står med småt, og finde det samlede beløb, der skal betales tilbage.
Et almindeligt privatøkonomisk råd er, at et låns tilbagebetalingsperiode ikke bør være længere end det købte produkts forbrugs- eller levetid. Derfor er for eksempel en pizza på afbetaling en dårlig idé, siger forbrugerøkonom Ida Marie Moesby. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
- Når man kender det beløb, ved man, hvad lånet koster i kroner og øre. Man vil typisk finde ud af, at det er meget dyrere end at købe produktet kontant, siger hun.
Du kan også få en idé om beløbet, der skal betales tilbage, ved at gange den månedlige betaling med antallet af måneder i løbetiden. Hvis lånet for eksempel koster 300 kroner om måneden i 72 måneder, er den samlede udgift 21.600 kroner.
Mange har nok hørt om ÅOP, der står for årlige omkostninger i procent.
- ÅOP kan bruges til at sammenligne forskellige lån, men man skal være opmærksom på løbetiden, siger Ida Marie Moesby og tilføjer, at fordi ÅOP opgøres årligt, kan man få ÅOP til at se billigere ud ved at strække betalingen over flere år.
En tommelfingerregel er, at lånets tilbagebetalingsperiode ikke bør være længere end det købte produkts forbrugs- eller levetid, siger hun:
- En pizza på afbetaling er altså en dårlig idé, fordi pizzaen for længst er væk, når man skal betale lånet tilbage.
Den generelle anbefaling fra Ida Marie Moesby er, at du vælger et lån med så kort en løbetid som muligt. En kortere løbetid betyder typisk mindre i rente, og lånet bliver mere overskueligt.
Det råd kan privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer tilslutte sig.
Annonce
- Et lån kan se billigt ud, fordi det har en lav rente, men så kan det være, at lånet har høje gebyrer, siger han.
- Derfor er det godt at kende det samlede beløb, der skal betales tilbage, fordi det indeholder både renter og gebyrer.
Han peger på, at det i nogle situationer bedre kan betale sig at vælge højere rente og lavere gebyrer, fordi renteudgifter er fradragsberettigede, mens gebyrer ikke er.
- Det er også en god idé at bemærke, om lånet har fast eller variabel rente. Hvis den er variabel, kan renteudgifterne ændre sig over tid, siger Brian Friis Helmer.
Hvis du skriver under på et lån, bør du være opmærksom på, at du har en lovbestemt fortrydelsesret på 14 dage, hvis du senere skulle ombestemme dig.
/ritzau fokus/
FAKTA: Lån kan fortrydes
* Der er 14 dages lovbestemt fortrydelsesret på kreditaftaler, og det skal en låneudbyder tydeligt oplyse om.
* Hvis du vil fortryde et lån, skal du meddele det til låneudbyderen, inden fristen udløber. Du bør gøre det skriftligt, så du kan dokumentere det.
* Du vil typisk skulle tilbagebetale lånebeløbet inden for 30 dage og betale eventuelle renter i den korte periode, som du nåede at have lånet.
* Låneudbyderen skal tilbagebetale eventuelle gebyrer, som du har betalt.
Seneste artikler
Færgesagen vil ikke dø: - Ro og robusthed får vi i hvert fald ikke
Kasper Roug om milliarddyr gasledning: - Jeg ville gøre det hele igen
Claus Meyers vilde opråb: Lad os sejle fra Oreby til Askø
Jakob i triumf: - Det er min karrieres højdepunkt. Jeg var lige ved at tude
Kraftig regn kan blive ledsaget af stærke vinde og torden
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt