Fugleinfluenza og diarré hos rådyr truer vilde dyrs sundhed

I løbet af 2022 har der været rapporter om bestande af råvildt med øget og usædvanlig dødelighed. Faldvildtkonsortiets undersøgelser af de indsendte rådyr viser, at dødsårsagen i de fleste tilfælde er svækkelse som følge af kronisk diarré og afmagring. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udbrud af fugleinfluenza fortsatte i 2022, viser rapport fra konsortium. Udmagrede rådyr vakte også opsigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fugleinfluenza og diarré blandt rådyr er blandt de sygdomsproblemer, som er mest alvorlige for vildtbestanden i Danmark.

Det viser Faldvildtkonsortiets årsrapport for 2022.

Det fremgår, at konsortiet modtog mange opkald om syge og udmagrede rådyr. Undersøgelser af indsendte rådyr viste, at dødsårsagen i de fleste tilfælde var kronisk diarré.

Der er begrænset viden om, præcis hvad der forårsager alvorlig diarré hos rådyr, bemærker konsortiet.

En del af rådyrene var dog døde af specifikke sygdomme, lyder det.

- Hos en del rådyr var den påviste dødsårsag infektion med parasitter, herunder alvorlige infektioner med lungeorm hos især unge dyr og flere tilfælde af lungebetændelse forårsaget af inhalation af svælgbremser, står der.

Der er modtaget og undersøgt 44 rådyr samt fem sæt organer fra rådyr fundet syge eller døde.

Årsrapporten viser desuden, at smitsom fugleinfluenza var en alvorlig trussel.

Af de 69 fugle, som blev indleveret, var 21 skudt på lovlig vis. Af de resterende 48 var 21 fugle smittet med fugleinfluenza.

- I 2022 fortsatte udbruddet af højpatogen aviær influenza. Det vurderes, at højpatogen fugleinfluenza er dødsårsagen hos de fugle, der er testet positive, lyder det i årsrapporten.

Den alvorlige virus cirkulerer i Europa for tiden. Det nuværende trusselsniveau for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle til fjerkræ blev sænket fra høj til middel i en trusselsvurdering fra 17. april 2023.

Fødevarestyrelsen følger løbende smitteudviklingen og tager stilling til, om der er behov for en ny trusselsvurdering.

Faldvildt er døde dyr, som bliver fundet i naturen. Det kan være en vigtig kilde til viden om spredning af smitsomme sygdomme.

Derfor tager Faldvildtskonsortiet, som hører under Miljøstyrelsen, hvert år imod omkring 1000 dødfundne dyr. De indleveres blandt andet af jægere og andre, der færdes i naturen.

Sidste år blev 961 døde dyr undersøgt.

Det døde vildt, som Faldvildtkonsortiet modtager, indgår især i forskningsprojekter.

Årsrapporten viser desuden, at der i 2022 ikke blev konstateret forgiftninger i rovfugle. Der er dog blevet indleveret en havørn og en spurvehøg, som begge var blevet skudt ulovligt.

En grævling er desuden blevet fundet med høje niveauer af rottegift i maven og organerne. Men forgiftningen kan være sket ved et uheld, konstaterer konsortiet i årsrapporten.

/ritzau/