Gråt og lunt vejr afløser kølig mandag med gode solchancer
Ugens vejr bliver gråt og lunt. Med kun 12 dage til juleaften erkender DMI, at det ikke ligner optakten til en hvid jul anno 2016. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Mandag bliver sidste chance for at se solen for mange danskere i denne uge. Temperaturer nærmer sig ti grader.
Selv om kalenderlyset efterhånden er halvvejs nedbrændt, så vil den kommende uge ikke byde på noget, der ligner juleagtigt vejr.
- Temaet for den kommende uge bliver gråt og lunt, siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut Mette Wagner.
Ugen indledes dog med køligt vejr og gode muligheder for solstrejf i flere landsdele, oplyser den vagthavende meteorolog.
- Vi starter med lidt køligere temperaturer i dag med mellem en og fire graders varme, og det bliver efterhånden tørt over det meste af landet, siger Mette Wagner.
- Og solen vil også titte frem flere steder og give lidt eller nogen sol, men der vil også være egne, hvor det bliver skyet hele dagen.
Det bliver mest nordjyderne, sjællænderne og bornholmerne, der vil få solen at se i løbet af mandagen.
- Og så vil det nok især være folk i det sydvestlige Jylland, der bliver mest kede af det med hensyn til skydækket, siger Mette Wagner.
Mandag bliver imidlertid sidste chance for at se solen for rigtig mange danskere, da vejret fra tirsdag slår over i de mere grå toner.
- Tirsdag stiger temperaturerne til mellem fem og otte grader, da luften kommer fra syd og sydvest. Og det bliver faktisk ugens vejr med lidt lunere temperaturer og gråt og diset vejr over hele landet, siger Mette Wagner.
Ifølge vagtchefen vil temperaturerne holde sig på et stabilt lunt niveau ugen ud. Men selv om det bliver gråt og skyet de fleste steder, vil det holde tørt.
- Det kan godt være, der kommer en enkelt byge, men det vil være meget begrænset, siger Mette Wagner.
Eneste afvigelse fra det grå og lune vejr kommer natten til onsdag, hvor de østlige egne kan blive ramt af nattefrost.
- Det bliver generelt varmest mod vest og koldest mod øst, siger den vagthavende meteorolog.
Med kun 12 dage til juleaften erkender Mette Wagner, at det ikke ligner optakten til en hvid jul anno 2016.
- Når temperaturerne nærmer sig ti graders varme midt inde i december, så er det svært at se den hvide jul for sig, siger Mette Wagner, der dog ikke tør afskrive sneen helt endnu.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie