Hestehuller volder problemer: Sådan undgår du en farlig situation
Er man som badegæst bekymret for revlehuller, skal man orientere sig mod de rød-gule flag i vandkanten på Trygfondens livredderstrande. De markerer et sikkert badeområde. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I uge 30 har Trygfondens livreddere oplevet, at badegæster er kommet i problemer med revlehuller
Med varmere og mere solrigt sommervejr i vente forventes flere badegæster at søge mod de danske kyster.
Badegæster skal dog være opmærksomme på revlehuller - også kaldet hestehuller - når de begiver sig ud i bølgerne, lyder det fra Trygfonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.
Opfordringen kommer efter, at Trygfondens livreddere i uge 30 har oplevet badegæster, der er kommet i problemer med revlehuller.
Et revlehul er en fordybning i strandens revler, ujævnhederne i sandbunden, hvor der under bestemte vind- og bølgeforhold opstår en udadgående strøm, der fører vand tilbage fra stranden og ud i havet.
Revlehuller er ikke farlige, så længe man ved, hvordan man skal tackle det, fortæller Anders Hammer, der er uddannelsesleder i Trygfonden Kystlivredning.
- Det er super ubehageligt, hvis man ligger nøjagtigt i revlehullet og bliver taget med ud af strømmen. Det er typisk der, hvor man vil gå lidt i panik, siger han.
Han tilføjer, at mange forsøger at svømme mod strømmen, fordi de vil tilbage på land, men da strømmen er kraftig, bliver de udmattede af at svømme - og så kan der opstå en farlig situation.
- Det bedste man kan gøre, er at slå koldt vand i blodet og lade sig flyde med strømmen, til man kommer på den anden side af den udadgående strøm, siger Anders Hammer.
Herefter kan man svømme skråt ind mod land og væk fra revlehullet.
Hvis man som badegæst er bekymret for revlehuller, kan man altid orientere sig mod livreddernes badeområde, der markeres med rød-gule flag i vandkanten.
- I området mellem de to flag vil der aldrig være et revlehul. Det er et sikkert badeområde, siger Anders Hammer.
Men det er altid en god idé at være agtpågivende og tage en snak med livredderne, om hvad man skal være særligt opmærksom på, tilføjer han.
Mellem den 22. og 28. juli gennemførte Trygfondens livreddere i alt 7767 indsatser. Heraf vurderes det i syv tilfælde, at en eller flere personer har været i livsfare.
Dertil udførte livredderne 171 førstehjælpsaktioner, hvor badegæster for eksempel var kommet til skade, mens der i 515 tilfælde var tale om forebyggende indsatser.
Her har livredderne eksempelvis bedt badegæster om at svømme tættere på land.
Langt størstedelen af indsatserne var oplysende indsatser, viser tal fra Trygfonden Kystlivredning.
I 7074 tilfælde var livredderne i kontakt med badegæster om for eksempel lokale strandforhold eller de fem baderåd.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie