Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, der i denne måned udgiver bogen "Jæger - i krig med eliten", bliver nu en sag for forsvarets anklagemyndighed, Forsvarets Auditørkorps, oplyser Berlingske.dk.
Ifølge chefen for Forsvarskommandoens kommunikationssekretariat, oberstløjtnant Lars Sønderskov, er forsvarets jurister efter en foreløbig gennemlæsning af bogen nået frem til, at Thomas Rathsack har overtrådt sin tavshedpligt.
- Derudover mener vi, at der er passager, der kompromitterer Rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter. Der er ting, der absolut ikke gavner os, siger Lars Sønderskov til Berlingske.dk.
Ifølge bogen er danske jægersoldater blevet brugt langt mere, end offentligheden hidtil har haft kendskab til, herunder også til mørklagte missioner i Afghanistan. De nye oplysninger står i kontrast til den offentlige debat. På Christiansborg har flere politikere beklaget sig over, at forsvaret slet ikke anvender elitesoldaterne.
Forsvarsminister Søren Gade (V) støtter en undersøgelse af forfatteren, hvis auditørerne mener, den er relevant, sagde han tidligere torsdag.
- Jeg har kun haft lejlighed til at læse en del af bogen, men det er klart, at det er problematisk, hvis man skriver om forhold, der berører fremmede magter, eller som kan bringe nogens liv i fare. Men det er ikke noget, jeg som minister kan afgøre. I sidste ende må forsvarets auditører vurderer, om der er brudt nogen regler, siger Søren Gade til Ritzau.
Han mener generelt, at soldaters bøger om missionerne i Irak og Afghanistan er gavnlige og med til at undgå mytedannelser, så længe de overholder tavshedspligten.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie