København-borgmester vil lade ansatte bestemme arbejdstid
Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) har planer om at brede fleksibel arbejdstid ud til hele Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Foto: Polfoto/Thomas Borberg
Polfoto/Thomas Borberg
Det kommer arbejdspladsen til gode, at medarbejdere har indflydelse på arbejdstid, lyder det fra SF-borgmester
Hvis medarbejdere får indflydelse på deres arbejdstid, får de mere arbejdsglæde.
Det viser den første måling af et pilotprojekt i Københavns Kommune med fleksibel arbejdstid. Her har medarbejderne løbende haft mulighed for at forhandle om deres arbejdstid.
Det skriver Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København i en pressemeddelelse.
Det er sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF), der har sat projektet i gang i 2016.
- Tid er et enormt stort gode for os alle sammen. Og jeg tror, at det er afgørende for rigtig mange mennesker, at de kan få indflydelse på, om de skal arbejde 30 timer, 37 eller måske endda 40 timer. Jeg tror også på, at det giver bedre arbejdspladser.
- For mig at se handler det i virkeligheden om fleksibilitet og frihed til at selv at bestemme, siger hun.
I februar vil Ninna Thomsen stille det som forslag til Borgerrepræsentationen, at de øvrige forvaltninger i kommunen også begynder forsøg med fleksibel arbejdstid.
Både Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale finder ifølge Berlingske forslaget interessant.
Projektet fortsætter frem til november. I dag kører det i et plejehjem, en hjemmeplejeenhed og en sygeplejeenhed.
Her har modellen været, at medarbejderne har en halvårlig forhandling med deres leder, hvor de kommer med ønsker til arbejdstid.
Når projektet slutter, har Ninna Thomsen planer om at brede fleksibel arbejdstid ud i hele sin forvaltning.
81 procent af medarbejderne i pilotprojektet vurderer, at det har stor betydning for jobtilfredsheden, at de har mulighed for at aftale ændringer i deres arbejdstid. Det siger de i en spørgeskemaundersøgelse.
13 procent af sygeplejerskerne har siden projektets begyndelse valgt at ændre i deres arbejdstid. Af sosu-medarbejderne er det syv procent.
Det er ikke kun i Københavns Kommune, at der er opbakning til at arbejde mindre. Hver fjerde dansker vil gerne give afkald på reallønstigninger, hvis de kan gå ned i arbejdstid. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Søndagsavisen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned