- Terrorismen vil aldrig sejre.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved en mindehøjtidelighed for de 2995 mennesker, der mistede livet ved terrorangrebene på USA?s østkyst den 11. september 2001, hvor blandt andet World Trade Centers tårne kollapsede.
Ikke desto mindre er truslen fra terror stadig en af samfundets allerstørste udfordringer, erkender statsministeren med henvisning til massakren på Utøya, der fandt sted den 22. juli i år.
- Det tragiske angreb på uskyldige unge og tjenestemænd i Norge var en smertefuld påmindelse om, hvor sårbare vores åbne, demokratiske samfund er. Denne ondskab og brutalitet viste os, at terrorismen har mange ansigter, slog han fast ved ceremonien, der var arrangeret af den amerikanske ambassade i Danmark.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen er det sidste årti dog bevis for, at der er grund til håb og optimisme. For 11. september 2001 blev starten på en ny æra, præget af internationalt samarbejde og engagement i krigen mod terror.
- Vores svar på angrebene viser, hvor stærke vores værdier er, og hvor stærkt vores nationer er bundet sammen, siger han.
Også Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt deltog i mindehøjtideligheden. Set fra hendes perspektiv er krigen mod terror og datoen 11. september også centrale 10 år efter.
- Den dag forandrede vores verden og var derfor skelsættende. Vi er stadig i Afghanistan og har lige mistet endnu en soldat. Så desværre præger 11. september stadig vores verden, siger hun.
Det var den amerikanske ambassade med ambassadør Laurie S. Fulton i spidsen, der stod bag ceremonien, hvor dansk-amerikanske Tamra Rosanes sang for på "America the Beautiful."
Ud over danske toppolitikere deltog også ambassadører og repræsentanter fra erhvervslivet i arrangementet, der fandt sted i Mogens Dahls Koncertsal på Islands Brygge i København.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie