Manden med det perfekte sving hjælper stjerner
Søren Hansen ses her under majorturneringen US Open i 2016. Det var hans næstsidste turnering på topplan. Foto: Andrew Redington/Ritzau Scanpix
Søren Hansen, der torsdag 21. marts fylder 50 år, havde succes som professionel golfspiller. I dag er han træner for andre professionelle golfspillere.
Knap otte år efter sin sidste store turnering er det stadig golfsporten, der sørger for indtægterne.
Den tidligere professionelle golfspiller Søren Hansen, der torsdag 21. marts fylder 50 år, er i dag træner for flere af sportens store profiler.
Det gælder blandt andre de talent- og succesfulde Højgaard-brødre Rasmus og Nicolai, italieneren Matteo Manassero og flere andre europæiske topspillere.
De er formentlig blevet lokket af, at Søren Hansen som aktiv havde et beundringsværdigt varemærke, fortæller mangeårig golfjournalist og kommentator Henrik Knudsen.
- Han har et af de pæneste sving, som sporten og i hvert fald Danmark nogensinde har set. Det er sådan et sving, andre gerne vil kopiere. Jeg tror også, at det pæne sving har gjort, at han lige nu har succes som træner.
- Men selv om han har et pænt sving, har det ikke altid bragt ham gode resultater, siger Henrik Knudsen.
Han husker Søren Hansen som en venlig og tilgængelig golfspiller i presseøjemed, men med lidt for svingende resultater på golfbanen.
Også hvis man sammenligner med Thomas Bjørn, der var på toppen samtidig og trak flere overskrifter.
Statistikken viser da også, at det blot blev til to turneringssejre på European Tour - i dag DP World Tour - for Søren Hansen.
Over en periode på 17 år blev det dog også til 57 lukrative top-10-placeringer, og i sin storhedstid deltog han i Ryder Cup i 2008.
Da Søren Hansen i 2016 spillede sin sidste golfturnering, havde han egentlig ikke nået en høj golfalder, men resultaterne var vigende.
I stedet blev han stimuleret af hvervet som ekspertkommentator. Han har kommenteret golf for både Viaplay, Discovery og det hedengangne GolfTv.
- Det er super spændende at kommentere golf. Man skal forberede sig, som om man selv skulle spille. Hvordan er banen? Hvor er pindene? Så føler jeg også, at jeg stadig er med, sagde Søren Hansen til golf.dk i 2020, inden trænerkarrieren for alvor tog fart.
Søren Hansen er gift og har to drenge.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie