Fuldmånen ligner ikke sig selv, når den står op lørdag den 10. december om eftermiddagen.
En total måneformørkelse er nemlig i gang, når månen kravler op over horisonten omkring klokken 15.30 - i København 15.36.
Den topper klokken 15.33, netop som månen er ved at stå op i nordøst, oplyser astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium i København.
Den totale del af formørkelsen, hvor månen kan blive orange eller rød som en blodappelsin, varer til klokken 15.58. Den delvise formørkelse varer til 17.18, og efter nok en time er månen helt ude af Jordens halvskygge.
Ved en total måneformørkelse glider fuldmånen gennem Jordens skygge. Den orange eller kobberrøde farve skyldes, at Jordens atmosfære under måneformørkelser afbøjer den røde del af solens lys og slipper det igennem, så det rammer måneskiven.
- Under hele forløbet vil månen vandre lavt over horisonten fra nordøst mod øst. Det gælder derfor om at have helt frit udsyn til horisonten i den retning. Bedst er det at stå ved havet ved en østvendt kyst, siger Michael Linden-Vørnle.
De bedste betingelser for at nyde synet får bornholmerne, da månen her står tidligere op end i resten af landet - i Neksø klokken 15.30.
- Værst ser det ud vestpå, hvor månen først står op, kort før den totale del af formørkelsen er slut - i Esbjerg klokken 15.55, siger Linden-Vørnle.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro