Overgreb: Kommuner reagerer for sent

I 2005 blev faren i den såkaldte Rebild-sag meldt til politiet på mistanke om seksuelle overgreb efter flere alvorlige underretninger fra børnenes skoler og institutioner. Men der gik flere år, før børnene blev fjernet fra hjemmet, og det er et generelt problem.

Det skriver Information lørdag.

Til trods for at det var kommunen selv, der meldte manden til politiet, blev børnene først fjernet fra hjemmet, da politiet fem år senere havde indsamlet nok bevismateriale til at anholde manden.

Alt imens fortsatte den 55-årige far til ti ifølge anklagerne med at begå omfattende og grove seksuelle overgreb på i alt ni børn, hvoraf syv var hans egne. Sagen illustrerer, hvordan kommunerne ofte prioriterer forældrenes retssikkerhed over børnenes tarv.

Og det kritiseres af eksperter og socialpædagoger, skriver Information. For ofte går kommunerne først ind og fjerner børnene, når sagen mod en forælder er så holdbar, at man kan rejse en politisag.

Det forklarer blandt andre lektor i socialret og børn og unges rettigheder ved Københavns Universitet, Stine Jørgensen:

- Der er generelt stor forståelse for forældrenes retssikkerhed i de her sager - men nogle gange også for stor forståelse, siger hun til Information.

Hun mener, der er er tendens til, at kommunerne hellere vil gribe ind en gang for lidt end en gang for meget, selv om har kommunen i den konkrete sag trods alt haft en mistanke, der var så stærk, at man meldte faren til politiet.

- Men alligevel fjernede man ikke børnene, fordi der ikke var nok konkrete beviser til at anholde ham. Her vejede hensynet til hans retssikkerhed tilsyneladende tungest, siger hun.

Også socialpædagoger oplever, hvordan kommunerne tøver med at tvangsfjerne børn for ikke at krænke forældrenes retssikkerhed.

/ritzau/

Eksperter kritiserer, at forældres retssikkerhed kommer ofte før barnets tarv i sager om seksuelle overgreb.

Offentliggjort Sidst opdateret