Politiet møder flere ældre som forsøges svindlet over telefonen

Både politiet og bankerne oplever i stigende grad, at der er personer, som forsøger at snyde ældre over telefonen til at udlevere oplysninger til deres bankkonto eller decideret at overføre penge til dem. (Modelfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Svindel over telefonen betyder hvert år tab for millioner, og antallet af anmeldelser om forsøg på at snyde ældre stiger, viser tal fra politiet ifølge DR.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet oplever i stigende grad, at personer over 65 år får et opkald fra en person, der vil hjælpe dem mod et hackerangreb eller beskytte deres netbank.

Personen i den anden ende af røret har dog ingen interesse i at hjælpe. Der er i stedet tale om et forsøg på at svindle de ældre.

Antallet af anmeldelser af telefonsvindel, hvor den forurettede er over 65 år, er steget med over 50 procent fra 2021 til 2022. Det viser tal fra politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ifølge DR.

Der har i 2023 også været et "forholdsvist stort antal anmeldelser", fortæller Peter Høholt, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi til DR.

Der er typisk tale om, at svindlerne udgiver sig for at være fra banken, politiet eller anden myndighed.

I den tro, at den pågældende, der ringer op, er ved at hjælpe dem, giver de ældre deres personlige oplysninger fra sig, så personen i den anden ende af røret kan tilgå deres netbank, eller overfører penge til dem.

Ifølge NSK's tal var der 1170 anmeldelser af svindel eller forsøg på svindel mod personer over 65 år i 2021. Sidste år var der 1845 anmeldelser.

Hos Ældre Sagen forsøger man gennem medlemsblade, sociale medier og arrangementer i lokalafdelinger at udbrede gode råd fra politiet og bankerne til, hvordan man undgår at blive udsat for svindel eller håndterer det, hvis ulykken er ude.

- Hvis man er i en situationen, hvor man har mistanke om, at det er en svindler, så smæk røret på. Vær på vagt, hvis nogen beder dig om at overføre penge eller interesserer sig for dine personlige oplysninger, siger seniorkonsulent Louise Kambjerre Scheel.

- Det vil en bank aldrig gøre, og det vil politiet aldrig gøre.

Hos bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, fører man statistik over, hvor i stort omfang bankerne oplever svindel og hvordan.

Her kan man læse, at der tabes mange flere penge ved svindel, hvor ofre overtales til at overføre penge eller give adgang til deres konto, end eksempelvis software såsom en virus.

I første halvdel af 2022 blev der tabt fem millioner kroner på svindel ved hjælp af virus og lignende. Til sammenligning førte svindel, hvor ofrene er blevet snydt af en person, til tab på 30 millioner kroner.

Det er ifølge Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, ikke tilfældigt, at den form for svindel er mere udbredt end forsøg på tvinge sig adgang til pengene gennem eksempelvis ondsindet software.

- Fra banken side gør det desværre svært for os, at det her ligner almindelige transaktioner, som bliver gennemført, siger han.

Bankerne registrerer også, hvor mange forsøg på svindel, de bliver bekendt med. De tal indsamler Finans Danmark. Her fremgår det, at ud af 1551 forsøg, som bankerne har registreret i første halvdel af 2022, endte 623 af dem med tab.

Selv om Finans Danmark ikke fører statistik over, hvilke aldersgruppe ofrene tilhører, har de ifølge Michael Busk-Jepsen en klar fornemmelse af, at det særligt er ældre kvinder, der udsættes for forsøg.

/ritzau/

Eksperterne råd til at undgå telefonsvindel

* Det Kriminalpræventive Råd har lavet tre gode råd til at undgå at blive snydt over telefonen:

- Hvis nogen ringer og beder dig om at overføre penge, skal du være på vagt. Det er svindel.

- Smæk røret på og hellere giv et nej for meget end et for lidt.

- Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet eller en nærtstående.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu