Pressejurist kritiserer opkald til præst

Det var i strid med god presseskik, da en journalist fra dagbladet B.T. i sidste uge ringede til den omstridte præst i Brorsons Kirke i København, Per Ramsdal, og udgav sig for at være flygtningeven, der ville hjælpe med at skjule udviste irakere.

Det vurderer en af Danmarks førende mediejurister, Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Som udgangspunkt er journalisters brug af skjulte metoder i strid med god presseskik, medmindre der er tale om, at der afdækkes alvorlige forhold, der har væsentlig samfundsmæssig interesse, og som kun kan afdækkes ved brug af skjulte metoder.

- Samtalen afdækker faktisk ikke det, som B.T. påstår. De beskylder Per Ramsdal for at være hemmelig bagmand i et netværk, der skjuler flygtninge for politiet, men det bliver ikke afdækket i samtalen. Derfor mener jeg, at B. T. s skjulte optagelser og ikke mindst deres artikel med disse voldsomme beskyldninger, der ikke er dækning for, er i strid med god presseskik, siger Oluf Jørgensen.

Redaktionschef på B.T. Simon Andersen mener, avisens brug af skjulte optagelser er fuldt berettiget.

- Ja selvfølgelig, ellers havde vi ikke gjort det. Det er ikke noget, vi bruger særligt ofte, og man skal være varsom med det, men her er det berettiget at afdække, at en offentligt lønnet præst er parat til at bistå med ulovligheder, siger Simon Andersen, der mener debatten står i misforhold til især tv-stationers brug af skjult kamera i blandt andet forbrugerprogrammer "til at dokumentere ting, der på en væsentlighedsskala i en række tilfælde virker langt mindre".

/ritzau/

B.T.'s opkald til sognepræst Per Ramsdal under dække af at ville skjule flygtninge er i strid med god presseskik, mener en af Danmarks førende mediejurister.

Offentliggjort Sidst opdateret