Rullepølse var skyld i listeriaudbrud med dødelig udgang
Smittekilden til et udbrud af listeria har via analysearbejde vist sig at stamme fra rullepølse fra en Danish Crown-virksomhed i Tyskland. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Der var listeria i rullepølse fra Danish Crown. Selskabet kaldte for over en uge siden rullepølser tilbage.
Rullepølse produceret af en Danish Crown-virksomhed i Tyskland var årsag til et sygdomsudbrud med bakterien listeria i Danmark.
Det oplyser Fødevarestyrelsen, som slår det fast på baggrund af et opklaringsarbejde udført i samarbejde med Statens Serum Institut (SSI) og DTU Fødevareinstituttet.
Siden nytår har Danmark registreret væsentligt flere patienter smittet med listeria end normalt.
Analyser har vist, at det skyldes to sygdomsudbrud på samme tid, hvor folk er blevet syge af to forskellige typer af sygdommen.
Og smittekilden til det ene af sygdomsudbruddene er altså nu fundet.
I alt otte personer blev smittet i udbruddet. En af dem er død som følge af smitten.
- Vi har netop fundet et match mellem otte sygdomstilfælde og listeria fra en Danish Crown-virksomhed i Oldenburg i Tyskland, der producerer rullepølse.
- Syv af de otte patienter blev interviewet, og de havde alle spist rullepølse. Når vi efterfølgende har været i kontakt med de supermarkeder, som patienterne havde handlet i, har vi konstateret, at rullepølse fra Danish Crown i Oldenburg gik igen flere steder, siger Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Analysearbejdet har sammenlignet listeriabakterier fundet i patienter og i rullepølse fra den pågældende virksomhed. De viste sig at være helt ens.
- Sammenholdt med at patienterne har oplyst, at de har spist rullepølse, så kan man være helt sikker på, at smitten er kommet fra rullepølsen, siger Steen Ethelberg, seniorforsker ved SSI, i pressemeddelelsen.
Listeria kan forårsage diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.
Hvis man har nedsat immunforsvar, er ældre eller gravid, er der desuden øget risiko for at få mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og hjernehindebetændelse. I værste tilfælde kan man dø af sygdommen.
Danish Crown kaldte alle rullepølser produceret efter 1. juni tilbage for lidt over en uge siden.
Det skete, fordi virksomheden havde fundet listeria i produktionen på virksomheden i Tyskland. Virksomheden har bistået med opklaringsarbejdet via prøver derfra.
Der har ikke været nye tilfælde af listeria de seneste to måneder. Arbejdet fortsætter dog med at forsøge at finde smittekilden til det andet sygdomsudbrud.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie