De to største oppositionspartier, Socialdemokraterne og SF, er fortørnede over, at et centralt dokument i den omfattende sag om Milena Penkowa er blevet mørklagt i en styrelse under Videnskabsministeriet.
Partiernes forskningsordførere har mistanke om, at tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) har givet direktør i Forsknings- og Innovationsstyrelsen ordre om, at dokumentet ikke skulle journaliseres.
På den måde kunne offentligheden ikke få indblik i grove anonyme anklager mod Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom - anklager som angiveligt stammer fra Sanders veninde Penkowa.
- Sander har formået at manipulere systemet og i særdeleshed højtstående embedsmænd, som ikke har været deres opgave voksen, siger SF's forskningsordfører, Jonas Dahl.
Direktør i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Inge Mærkedahl modtog det 14 sider lange dokument i en kuvert fra Sander i slutningen af marts 2009.
Anklagerne i dokumentet førte blandt andet til, at man iværksatte en uvildig undersøgelse af systemet for forskningsbevillinger. Alligevel forklarer Inge Mærkedahl over for Ritzau, at hun "glemte" at journalisere dokumentet.
- Det er en stinker, der gør, at det er ubehageligt for alle, som arbejder i den styrelse og i Videnskabsministeriet, siger Socialdemokraternes forskningsordfører, Rasmus Prehn.
- Det kan ikke undgå at lugte af, at der har været et politisk pres. Og det kan ikke undgås, at der bliver skabt en mistanke mod den pågældende chef, fortsætter han.
Den manglende journalisering har betydet, at tidligere medlemmer af forskningsrådet ikke har kunnet få adgang til de anonyme anklager mod dem, da de i november 2010 søgte om aktindsigt i sagen.
De så i stedet dokumentet første gang, da det blev lagt på Videnskabsministeriet hjemmeside den 16. februar i år.
Forløbet får Socialdemokraterne og SF til at understrege kravet om, at nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) skal iværksætte en uvildig undersøgelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie