Skal du droppe drømmen om et gældfrit hus? Se hvad eksperterne siger

Hvis du som boligejer vil gå lidt forsigtigere til værks og have lidt flere penge mellem hænderne, kan du overveje at få en friværdikonto, der er en kassekredit, hvorfra du kan få overført for eksempel 2000 kroner om måneden. Så bruger du lige så stille af boligens friværdi, siger privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Hvis du har sat som mål at blive gældfri i din egen bolig, bør du stoppe op og tænke over, hvorfor du gerne vil være gældfri, lyder rådet fra to økonomer.

Offentliggjort

En del boligejere har en ambition om at blive gældfri i egen bolig.

Faktisk anser to ud af tre boligejere over 50 år det som vigtigt at komme af med gælden i deres bolig ifølge en spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet YouGov foretog for Realkredit Danmark tidligere i år.

Men et gældfrit hus er ikke nødvendigvis den bedste løsning. Det forklarer privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Grundlæggende er det et godt mål at have at begrænse gæld og formindske eksisterende gæld, siger hun.

- Men som udgangspunkt er det en bedre løsning kun at afdrage på sin boliggæld, indtil den kommer ned på omkring 50 procent af boligens værdi.

På det tidspunkt anbefaler hun at stoppe op og overveje, om det stadig giver mening at fortsætte med at afdrage på boliggælden, eller om pengene skal bruges på noget andet.

- Det kunne være at overføre pengene til en fri opsparing eller til sin pensionsopsparing, siger Camilla Schjølin Poulsen og uddyber:

Man bør spørge sig selv, hvorfor man ønsker at blive gældfri i egen bolig, hvis man har sat det som mål. For i sidste ende opnår man måske kun, at arvingerne arver en masse penge, når man selv ikke er her mere, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

- Fortsætter man med at putte pengene i murstenene, skal man låne pengene af sig selv, hvis man senere får brug for dem, og det koster penge.

Hvis din formue er i boligens friværdi, skal du tage et lån for at kunne bruge pengene.

Hun oplever, at der er sket en bevægelse de seneste år.

- Det er blevet mere almindeligt at have et afdragsfrit realkreditlån. Det føles ikke så farligt mere, at man ikke betaler af på sit lån, siger hun.

Særligt realkreditlån med 30 års afdragsfrihed og fast rente har dækket et behov for især seniorer, som gerne vil blive boende og kende deres udgifter uden at binde flere penge i boligen, vurderer Camilla Schjølin Poulsen.

Men det lader til, at der stadig er flere, som higer efter at blive gældfri. Den snak tager PFA også med pensionskunderne.

- Vi prøver at få dem til at reflektere over, hvor den higen efter at blive gældfri stammer fra. Og det handler typisk om at føle sig fri fra banken og spare låneudgifter, siger Camilla Schjølin Poulsen.

- Men i virkeligheden bør man tænke over, hvordan man vil finansiere det gode liv, man ønsker, mens man lever.

Også cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig anbefaler, at man spørger sig selv, hvorfor man gerne vil være gældfri.

- Ellers kan man risikere at stå i en situation, hvor man bruger en stor del af sine indtægter på at betale af på sin boliggæld, uden at der er behov for det, siger han.

- I sidste ende opnår man måske kun, at arvingerne arver en masse penge, når man ikke selv er der mere.

Han råder til at overveje, om det kan give bedre mening at skrue ned for gældsafviklingen på et tidspunkt for at få råd til mere og bruge pengene på gode oplevelser sammen med sine nærmeste.

- Som boligejer bør man desuden løbende have et overblik over, hvordan ens formue er fordelt på boligens friværdi, pensionsopsparing og frie midler. Sidstnævnte giver noget fleksibilitet, siger Christian Hilligsøe Heinig.

- Kommer boliggælden eksempelvis under 50 procent af boligens værdi, mens pensionsopsparingen halter bagud, kan det være, at man i stedet skal indbetale lidt mere til sin pension.

/ritzau fokus/

FAKTA: Ordforklaringer til boliglån

* Boliglån er en samlet betegnelse for de lån, der bruges til at finansiere en ejerbolig. Du skal betale mindst fem procent af boligens pris som udbetaling.

* Realkreditlånet må maksimalt udgøre 80 procent af boligens pris, så resten - de 15 procent - skal enten betales kontant eller tages som et bankboliglån.

* Friværdien er den andel af boligens værdi, som du kan stå med i hånden, hvis du sælger din bolig.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu