Skal du ud at købe ny bil? Her er det du skal vide om markedet lige nu

Der blev registreret 13.200 nye personbiler i september. Det er opgjort i sæsonkorrigerede tal, og det er knap 10 procent flere end i august ifølge Danmarks Statistik. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kigger du på ny bil, er det en god idé, at du vælger ud fra, hvilken bil der er dyrest i drift og ikke i indkøbspris, siger forbrugerøkonom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skal jeg gå fra benzin til el? Har jeg tid til at vente på, at bilen bliver leveret?

Har du begivet dig ud i at kigge på ny bil i løbet af de seneste måneder, er det måske et par af de spørgsmål, du har stillet dig selv.

For både diesel-, benzin- og elprisen er steget, og bilmarkedet byder fortsat på månedlange leveringstider på bestemte mærker og modeller.

Men der er bedring. Det fortæller Mads Rørvig, der er administrerende direktør hos brancheorganisationen De Danske Bilimportører.

- Vi formår at skaffe biler hjem med kortere leveringstider end dengang, det var værst. Der kommer en masse nye biler på markedet lige nu, og udbuddet af især nye elektriske biler stiger, siger han.

Når du skal have en ny bil, anbefaler Mads Rørvig, at du kigger på, hvor lange stræk du kører ad gangen. Det afgør nemlig ofte, om du kan få en elbil, og her er der samtidig ofte lidt afgift at spare.

- Hvis man kører på skiferie til Østrig en gang om året, er det okay, at man skal stoppe et par gange mere for at lade op, end man er vant til med diesel- eller benzinbilen, siger han og forklarer også, at det er de fleste, der kan køre elbil med de nuværende standarder.

Jo mere kræsen du er, jo længere er leveringstiden på din nye bil. Det forklarer Mads Rørvig, der er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Når du kigger på brændstofpriserne, er det også vigtigt, at du ikke sammenligner ud fra den dyreste elpris. For har du en lader i indkørslen, har du for eksempel mulighed for at lade om natten og dermed typisk til en billigere pris.

- Hvis man har mulighed for at lade derhjemme, er der software, der gør, at boksen først begynder at lade, når strømmen er billigst, siger Mads Rørvig.

Vil du have slæden skiftet ud og går op i, hvad det må koste, er det en god idé at vælge den bil, der er billigst i drift og ikke i indkøb. Det forklarer Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i foreningen FDM, som varetager bilisternes interesser.

- Vores beregninger viser, at en elbil til 350.000 kroner koster det samme som at eje en benzinbil til 275.000 kroner. Så man skal ikke stirre sig blind på købsprisen, men regne på, hvad den koster at eje, siger han og forklarer, at driftsomkostningerne ved en elbil er lavere.

Forbrugerøkonomen fortæller også, at de længere leveringstider har fået mange til at kigge på let brugte biler, herunder også dem, der er importeret fra udlandet.

Det kan dog være, at du faktisk skal betale mere for en brugt bil end en ny, da du typisk vil kunne få den brugte bil hurtigere. Det betyder også, at den eventuelt vil falde mere i værdi, end en ny bil vil gøre.

Ifølge forbrugerøkonomen er der allerede begyndt at ske prisfald på nogle modeller.

- Man skal ikke lade sig skræmme af, at elpriserne stiger. For de svinger voldsomt, og man skal udnytte de billige tidspunkter, siger Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i foreningen FDM. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Er der tale om en importeret bil, skal du også tage dig nogle forholdsregler. For eksempel når det kommer til garantien.

- Kig på, om bilen har den samme garanti som i Danmark, og hvis det er en elbil, om den har udstyr, som virker herhjemme, siger forbrugerøkonomen.

Vil du købe en brugt, importeret elbil, skal du også kigge på, om den har en varmepumpe.

- Er der ikke varmepumpe i en elbil, bruger den for meget energi til at varme bilen op, siger Ilyas Dogru.

/ritzau fokus/

Det påvirker også din biløkonomi

* Renterne er steget, og derfor kan det være en god idé at finde ud af, om du vil finansiere din nye bil gennem banken, forhandleren eller for eksempel din boligs friværdi.

* Er du usikker på, hvor stort et værditab din kommende bil vil få, kan du også overveje at privatlease. Du skal dog være opmærksom på prisen, og at det kan blive dyrt i længden.

* Elpriserne svinger i langt højere grad, end benzin- og dieselpriserne gør. Derfor kan du også udnytte at lade på billige tidspunkter.

* Typisk skal du også betale mindre for service og reparationer på elbiler.

Kilde: Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu