Skatteafgørelse skal give ældre sul på kroppen
Skatterådet giver nu grønt lys til, at Ældre Sagens såkaldte spisevenner ikke bliver beskattet, når de får et måltid mad af kommunen. Spisevennerne er frivillige, og de skal hjælpe undervægtige ældre, der har mistet appetitten.
Kringlede skatteregler har imidlertid indtil nu sat en stopklods for ordningen, men Skatterådet fastslår nu, at spisevennerne ikke bliver beskattet af måltidet, som de får gratis af kommunen.
Ældre Sagen glæder sig over afgørelsen, der ifølge organisationens formand, Bjarne Hastrup, vil sprede sig som ringe i vandet. I dag er der kun spisevenner i 15 af Ældre Sagens over 200 lokalafdelinger.
- Spisevennerne er historien om det gode samarbejde, når frivillige og kommuner sammen hjælper svage ældre. Afgørelsen fra Skatterådet kan få ordningen til at brede sig som en steppebrand over hele Danmark, siger Bjarne Hastrup.
I Københavns Kommune ser sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) ligeledes frem til at kunne løfte tilbuddet til ældre, som har været stagnerende, mens Skatterådet behandlede spørgsmålet.
- På plejehjemmene er det lykkedes os at halvere antallet af ældre, der føler sig ensomme, og et tilbud som spisevenner er et rigtigt godt initiativ, som kan være med til at give samme gode resultater for de hjemmeboende, siger hun.
Rollefordelingen er, at Ældre Sagen sørger for at skaffe frivillige spisevenner, der tager ud og spiser med de ældre, mens kommunerne betaler måltidet og hjælper med at identificere de ældre, der ønsker en spiseven.
Det var oprindeligt Ældre Sagen i Odense, der sammen med Odense Kommune opfandt begrebet "spisevenner". Kommunen havde en udfordring med undervægtige ældre, der havde mistet appetitten, og den indgik derfor et samarbejde med Ældre Sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie