USA er i chok over Witney Hustons død

Det siger musikekspert Henrik Milling fra DR.

- Mange sorte amerikanere lever et utrolig fattigt liv. For dem er de her sorte ikoner så afsindig vigtige. Det er deres kongelig. Det er dem, der holder dem oppe.

- "Det kan godt være, at mit liv er ad helvede til. Men Whitney og Michael de kan". Når så de falder bort, er det et kæmpe tab, siger han.

Whitney Houston blev søndag fundet død på Beverly Hilton Hotel i Los Angeles. Hun blev 48 år.

Den perfektion, hun trådte ind i popindustrien med, var det, der gjorde Whitney Huston så kæmpestor, mener Henrik Milling.

- Hun er den perfekte pige, og hun er fantastisk smuk. Hun kommer ind på scenen, og pludselig stråler det. Hun har star quality. Og så har hun den største kvindelige popstemme nogensinde.

- Det er klart, at sætter man de ting sammen, så eksploderer det. Og det var også det, der skete i midt 80'erne, siger Henrik Milling.

Ifølge Henrik Milling er en af forklaringerne på nedturen historien om den perfekte pige, der skal leve op til et ideal, som hun selv har været med til at skabe. Men den perfekte pige er kun noget, der eksisterer på musikvideoer og på scenen.

Det er en klassisk historie, mener han.

- Mennesket Whitney har slet ikke været sådan. Hun er en usikker pige, der forsøger at finde en, hun kan stå last og brast med. Det bliver sangeren Bobbi Brown, siger Henrik Milling.

Og det er ifølge musikeksperten noget af det værste, man kan forestille sig.

- Han er en musikalsk bad boy. Han er selv en barnestjerne. Han har været igennem det hele, og den måde han er kommet igennem det på, er ved at slå fra sig og tage stoffer. Da hun kommer med på den galej, hedder det stoffer, husspektakler og generelt kaos.

Nedturen varede de sidste 15 år af hendes liv. Det blev aldrig til et comeback. Hendes stemme var ikke længere den samme og anmelderne var nådesløse. Det hårde liv havde sat sine spor.

/ritzau/

Amerikanerne er i chok. Det er et kæmpetab - især for de sorte amerikanere, at sangerinden Whitney Huston er død.

Offentliggjort Sidst opdateret