Paneldebat på Folkemøde Møn 20. august 2022. Fra venstre: Rune Kristensen (K), Marianne Bigum (specialist i cirkulær økonomi og folketingskandidat for SF), Tine Vinther Clausen (formand for Klima-, Teknik og Miljøudvalget i Lolland Kommune, V), og Rasmus Martens Jakobsen.David Arnholm, FT
Man skal aldrig bygge nyt, mener ekspert i renoveringer og cirkulær økonomi, som derfor ikke deler begejstringen over, en ny lokal daginstitution.
LOLLAND: For første gang i Lolland Kommunes 15-årige historie vil kommunen stå for et nybyggeri, når en ny daginstitution i Nakskov skal afløse den skimmelsvampsramte Mælkebøtten. Det fortalte Tine Vinther Clausen (V), der er formand for klima-, teknik- og miljøudvalget, i en debat på Folkemøde Møn i den forgange weekend.
- Vi er lidt stolte af, at vi skal bygge en ny børnehave, sagde hun.
Ny børnehave
Arbejdet med den nye daginstitution i Nakskov følger tidsplanen.
Høringen over den ændring, der skal foretages af lokalplanen, er afsluttet, og der kom et enkelt høringssvar.
Næste skridt er at finde en rådgiver, og seks firmaer har søgt. Fire skal nu udvælges til at deltage i den endelige konkurrence om totalrådgivningen.
Kilde: Orientering til Børne- og Skoleudvalget på møde i torsdags
Men begejstringen blev slet ikke delt af Rasmus Martens Jakobsen, der er direktør for rådgivningsvirksomheden Transition, som arbejder med bæredygtighed og cirkulær økonomi.
- Vi skal ikke bygge mere nyt overhovedet, sagde han og gjorde det klart, at det skal gælde i Danmark og i resten af verden.
Byggeriet er nemlig en af de største udledere af den CO2, der er godt i gang med at skabe en klimakatastrofe. I stedet for at bygge nyt skal man derfor i stedet renovere de bygninger, vi allerede har.
Annonce
- Vi har de bedste bygninger i hele verden, og når jeg ser en 70’er-skole, ser jeg et velfærdsløft og noget, der er værd at bevare, bemærkede han og fortalte, at han endnu ikke er stødt på projekter, hvor det var bedre at renovere end at bygge nyt.
Det fik han opbakning til fra Marianne Bigum, der også er specialist i cirkulær økonomi og i øvrigt folketingskandidat for SF.
- Det er megafedt at bygge nyt. Men vi er nødt til at komme væk fra det og hen til ”Hvor er det fedt at renovere en gammel bygning”, sagde hun.
Ældre svømmehaller
Med i debatten om enten at renovere eller bygge nyt var også Rune Kristensen (K), der er folketingskandidat og byrådsmedlem i Næstved Kommune. Der står man med tre ældre svømmehaller, som man vil erstatte med en nybygget.
- I får nok ikke mig til at sige, vi ikke skal bygge noget. Nogle gange ændrer behovene sig, så man får behov for flere eller færre kvadratmeter, sagde han og tilføjede, at det dog kan være fint i mange sammenhænge at have fokus på renovering.
Men i forhold til svømmehallerne kan det bedre betale sig at bygge en helt ny end at renovere de gamle, har politikerne fået oplyst af administrationen.
- Og vi har fået at vide, det er mere klimavenligt, fordi man kan isolere på en anden måde, tilføjede han.
Tine Vinther Clausen i midten fortalte, at man på Lolland er stolte af, at man skal til at bygge en ny børnehave.Men man skal hellere sætte gamle bygninger i stand, argumenterede både Marianne Bigum og Rasmus Martens Jakobsen. Foto: David ArnholmDavid Arnholm, FT
Medaljer fra Goebbels
Rasmus Martens Jakobsen svarede, at han godt forstår meldingerne fra Tine Vinther Clausen og Rune Kristensen. Men forudsætningen er forkert, sagde han og argumenterede for, at ressourcerne allerede er brugt op.
Annonce
- Der er ikke plads til en ny svømmehal. Alt det, vi bygger nu, det betaler vores børn for. Det er et overtræk, sagde han og tilføjede, at snakken om, at det bedre kan betale sig at bygge nyt, mindede ham om en scene i filmen ”Der Untergang” om Hitlers sidste dage.
- Det er, som når Goebbels står og putter medaljer på 14-årige drenge, der skal mod russerne, smældede han.
Det er, som når Goebbels står og putter medaljer på 14-årige drenge, der skal mod russerne.
Rasmus Martens Jakobsen, direktør for Transition
Den retorik forbavsede Rune Kristensen.
- Det er sjældent, jeg ser nazikortet blive trukket i en debat om klimarenovering! bemærkede han.
Det er sjældent, jeg ser nazikortet blive trukket i en debat om klimarenovering!
Rune Kristensen (K), byrådsmedlem i Næstved Kommune og folketingskandidat
Men Rasmus Martens Jakobsen fastholdt budskabet om, at klimaet ikke kan holde til, at der bygges noget som helst nyt.
- Vi er på vej mod katastrofale bio-forandringer. De klimaforandringer baserer sig på mængden af CO2 i atmosfæren, og når jeg siger, man ikke kan bygge flere svømmehaller, er det fordi, den del af budgettet, der var til svømmehaller, er væk, sagde han.
Den hårde retorik til trods inviterede Rune Kristensen ham til at komme til Næstved og fortælle politikerne om mulighederne for at renovere i stedet for at bygge nyt.