Efterlyste blottere skal have deres foto på Facebook

arkiv. Foto: Anders Knudsen

Folketinget behandler tirsdag et foreslag fra DF om politiets brug af overvågningsbilleder i forbindelse med efterlysninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

I fredags blev Rikke Andersen fra Vordingborg frifundet for at poste et overvågningsbillede af en blotter på sociale medier. Det skete i frustration over at politiet ikke gjorde det.

Tirsdag førstebehandler Folketinget et lovforslag fra Dansk Folkeparti, som skal presse politiet til i princippet at offentliggøre alle overvågningsbilleder, i forbindelse med efterlysninger.

Det fortæller DR P4 Sjælland

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at borgerne selv skulle have lov til at offentliggøre overvågningsbilleder i nogle typer af sager, men det var der ikke politisk opbakning til.

Det nye forslag går ikke nær så vidt, i håb om at få alle partier med.

- Vi skal presse politiet til at blive langt bedre til at bruge overvågningsbilleder og lægge dem offentligt ud, så moren fra Vordinborg ikke skal gøre det, men kan få politiet til at gøre det, og så efterfølgende dele billedet fra politiets platform, siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen.

Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt er umiddelbart positivt stemt overfor forslaget.

- Det er mere spiseligt i forhold til det, vi har set tidligere. Det er fornuftigt at politiet skal afgøre, om billederne skal offentliggøres eller ej, siger han til DR P4 Sjælland.

Claus Oxfeldt er dog bekymret for at det vil kræve mange ressourcer at gennemse de mange overvågningsvideoer, der kan komme ind.

Dansk Folkeparti skal dog ikke regne med at få opbakning til lovforslaget fra Socialdemokraterne.

- Jeg tror, det er meget farligt, hvis vi får en situation hvor man offentliggør billeder, og det kun er i særlige tilfælde at de bliver fjernet igen. Man kan jo ikke vide om det er folk der er uskyldige, eller folk som reelt er sigtet i sagen, siger medlem af folketingets Retsudvalg Kaare Dybvad (S).