Det er sjældent, at borgerne i en landsby vil være med til at kalde netop deres by – hvor lille den end er – for et hul. Men når det kommer til Hesnæs på det østlige Falster er det anderledes. Her er der noget om snakken, i hvert fald når det kommer til den mobile dækning.
Ved det populære havne- og strandområde er der nemlig slet ingen dækning, og det frygter havnefoged Søren Hejlskov kan få fatale konsekvenser, hvis der sker en ulykke.
- Hvis der sker en badeulykke eller andet, er vi ilde stedt. For så ville man skulle løbe hele vejen op til byen for at få nogle med fastnettelefon til at ringe efter hjælp eller starte en bil og køre væk fra området. Sker der noget, er vi derfor meget utrygge ved, om hjælpen kan nå frem i tide, siger Søren Hejlskov.
Indtil videre har der ikke været nogen tilfælde, hvor personer er kommet alvorligt til skade.
- Men vi frygter da alle, at det kan ske, siger Søren Hejlskov og fortæller, at beboerforeningen blandt andet af den grund har investeret i en hjertestarter på havnen.
For at sætte fokus på problemet har Søren Hejlskov i starten af året også skrevet til den tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Men svaret fra den tidligere minister til havefogeden indeholder ingen løfter om, at mobildækningen i området bliver bedre.
- Der er nogle radiotekniske udfordringer ved Hesnæs Havn, da den ligger omkranset af et skovområde, som gør det sværere at skabe dækning fra de mobilantenner, som ligger på den anden side af skovområdet, står der blandt andet i svaret, hvor den tidligere minister dog også samtidig skriver, at ’adgang til mobiltelefoni er en naturlig og integreret del af vores hverdag’.
- Det er det så bare ikke i Hesnæs, må Søren Hejlskov konkludere.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie