Grupper af børn og unge hærger bibliotek: Nu får det konsekvenser

Biblioteket i Nakskov har flere gange oplevet hærværk fra enkeltpersoner eller grupper af børn og unge, der opholder sig på stedet om aftenen og i weekenden. Arkivfoto: Ingrid Riis

Biblioteket i Nakskov har oplevet, at større grupper af børn og unge har hængt ud på stedet i aftentimerne og i weekenden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2014 har registrerede brugere selv kunne logge sig ind på det selvbetjente bibliotek i Nakskov fra klokken 7 om morgenen til klokken 22 om aftenen.

De første år skulle man være fyldt 14 år for at kunne logge sig ind, men kravet blev senere ophævet. Det viste sig nemlig, at langt de fleste børn og unge brugte biblioteket på normal vis. Også uden at være under opsyn af voksne.

Men det har ændret sig, lyder det nu fra LollandBibliotekerne i en pressemeddelelse.

- I længere tid har vi oplevet, at grupper på op mod 20 børn og unge tager ophold på Nakskov Bibliotek om aftenen og i weekender. De er tilbøjelig til at gejle hinanden op, hvilket i nogle tilfælde resulterer i bevidst hærværk mod for eksempel gulve og inventar, eller at de kaster rundt med bøger og blade, udtaler souschef for Bibliotek og Borgerservice i Lolland Kommune, Charlotte Greve.

Det kan også være enkeltpersoner eller mindre grupper, der står bag ødelæggelserne. Men uanset hvad skaber det uro og utryghed for de øvrige brugere af biblioteket, tilføjer hun.

Skal nu have en voksen med

Der har lige fra starten været videoovervågning, og biblioteket har løbende været i kontakt med forældre eller i nogle tilfælde SSP eller politiet, når der har været problemer, forklarer hun i pressemeddelelsen.

Vedkommende kan komme ud i voldsomme problemer, uden de nødvendigvis selv har bidraget til hærværket.

Charlotte Greve, souschef, Bibliotek og Borgerservice, Lolland Kommune

Og det har som oftest også været tilstrækkeligt.

Men nu vælger biblioteket altså at skærpe adgangskravene. Fra 1. april kan børn og unge under 18 år kun opholde sig på biblioteket i den selvbetjente åbningstid med en voksen.

- Det er som regel kun en enkelt i gruppen, der logger sig ind ved døren, mens resten følger efter. Det er så den pågældendes forældre eller værge, der bliver kontaktet, og vedkommende kan dermed komme ud i voldsomme problemer, uden de nødvendigvis selv har bidraget til hærværket, udtaler Charlotte Greve.

Hun ser gerne, at LollandBibliotekerne skal være et fristed, hvor også de unge føler sig velkomne.

Nakskov Bibliotek arbejder derfor på at indrette biblioteket, så de unge kan opholde sig i et bestemt område.

- Men lige nu har vi desværre fundet det nødvendigt kun at tillade adgang for børn og unge under 18 i den selvbetjente åbningstid, når de er i følge med voksne.