Holder øje med trafikken: Sure vognmænd er kørt videre

Lastbiler blokerede ved Rødbyhavn. Foto: Presse-fotos.dk

Protesterende lastbilchauffører har forladt Gedser og Rødbyhavn. Politiet var mandag morgen fortsat til stede i området. Trafikken glider som normalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lastbilblokaden, som søndag aften blandt andet foregik i Rødbyhavn og Gedser, er opløst.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Folketidende.

Politiet var mandag morgen og formiddag til stede i både Rødbyhavn og Gedser og holdt øje med trafiksituationen, men der var ikke noget aktuelt, lyder det.

Blokerede område

I blandt andet Rødbyhavn protesterede vognmænd søndag aften og blokerede et område mellem indrejsefeltet og motorvejen.

Politiet skrev tidligt på natten på Twitter, at det var til stede ved færgelejerne i både Rødbyhavn og Gedser, hvor lastbilchauffører kortvarig demonstrerede.

- Der er ikke spærret for trafikken, og lastbilerne er kørt videre, skrev politiet videre.

Lastbiler blokerede ved Rødbyhavn. Foto: Presse-fotos.dk

Det var utilfredse vognmænd, som søndag aften indledte en landsdækkende protest mod et forslag fra regeringen.

Forslaget går på, at lastbiler, der kører på benzin og diesel, fra 1. januar 2025 skal betale en afgift per kørt kilometer. Regeringen lægger op til, at afgiften skal være på 1,30 kroner.

Flere steder i landet var der dog fortsat blokader.

Ganske få tilfælde

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Folketidende, at trafikken mandag glider normalt.

På Twitter skriver politiet også, at det kun har bemærket ganske få vare- og lastbiler, som kører med lav hastighed på motorvejene.

- Vi har været temmelig forskånet. Der har været ganske få tilfælde, hvor lastbiler har kørt langsomt. Vi følger situationen nøje og er opmærksomme, siger Palle Hansen, pressemedarbejder for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Ifølge Ritzau har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi klokken 8.45 mandag morgen i alt modtaget fire anmeldelser om lastbiler, der har kørt langsomt på motorvejen.